Ejer af planteskole skal stå skoleret

Grøn arbejdsgiverforening skal drøfte, om forhandler og medlem af bestyrelsen kan fortsætte efter lønsnyd for en halv million kroner på hans store planteskole.

Erik Lund-Andersens fremtrædende post hos arbejdsgiverforeningen er usikker efter massivt lønsnyd på egen planteskole. Billedet er fra i sommer, da han fik ridderkorset af Dronningen. Foto: Scanpix

Erik Lund-Andersens fremtrædende post hos arbejdsgiverforeningen er usikker efter massivt lønsnyd på egen planteskole. Billedet er fra i sommer, da han fik ridderkorset af Dronningen. Foto: Scanpix

Planteskoleejer Erik Lund-Andersens skal nu stå skoleret for bestyrelsen i arbejdsgiverforeningen GLS-A, efter at det er kommet frem, at han har snydt to ungarere for en halv million kroner.

Ejeren af E. Lund-Andersens Planteskole i Gørlev på Nordvestsjælland, der selv sidder i bestyrelsen i GLS-A, har desuden flere gange forhandlet overenskomst for arbejdsgiverne på det grønne område.

Kan et medlem af GLS-A's bestyrelse - som er med til at forhandle overenskomst, og som selv bryder overenskomsten og i øvrigt direkte gør opmærksom på, at der slet ikke findes nogen overenskomst på området - være medlem af bestyrelsen i fremtiden og fortsat være med til at forhandle overenskomst for arbejdsgiverforeningen?

- Det vil vise sig, når vi har drøftet det i bestyrelsen på et tidspunkt, siger bestyrelsesformand Gerner Wolff-Sneedorff, der dog ikke vil udtale sig om den konkrete sag.

Formanden understreger, at beslutningen bliver taget i bestyrelsen.

Mangel på løn og pension

Nyhedsbrevet 3F kunne mandag afsløre, at E. Lund-Andersens Planteskole skal betale en halv million kroner til to ungarere, som blev snydt for løn og pension. Den store planteskole skal betale pengene, efter at GLS-A har indgået forlig med 3F, som rejste sagen på vegne af de to ungarske medlemmer.

- Er det normalt, at medlemmer af GLS-A's bestyrelse bryder overenskomster, som de selv har været med til at indgå?

- Det er bestemt ikke normalt, siger Gerner Wolff-Sneedorff.

Intet svar

Planteskoleejer Erik Lund-Andersen har over for Nyhedsbrevet 3F oplyst, at han hverken har betalt for lidt i løn eller pension til ungarerne. Og at han undrer sig over, at GLS-A har indgået forliget.

Nyhedsbrevet 3F har tirsdag forsøgt at få en kommentar fra Erik Lund-Andersen, om hvorvidt han ønsker at fortsætte i GLS-A's bestyrelse og fortsat forhandle overenskomst.

- Jamen, det skal du komme til at høre om. Farvel, siger han og afbryder forbindelsen.