Ejer af planteskole hædret efter massiv lønsnyd

Erik Lund-Andersen hyldes nu af landets planteskoler til trods for, at han er taget i snyd med løn og pension til ansatte for omkring en halv million kroner.

Erik Lund-Andersen fik forleden en hæderspris af landets planteskoler, selvom han i flere år underbetalte udlændinge på sin egen planteskole. Billedet er fra i sommer, da han fik ridderkorset af Dronningen.
Foto: ScanpixErik Lund-Andersen fik forleden en hæderspris af landets planteskoler, selvom han i flere år underbetalte udlændinge på sin egen planteskole. Billedet er fra i sommer, da han fik ridderkorset af Dronningen. Foto: Scanpix

Først ridderkorset fra Dronningen. Og nu en stor slipsenål i guld fra foreningen for danske planteskoler. Erik Lund-Andersen har fået flere æresbevisninger, selvom han i stor stil har snydt udenlandske ansatte for løn og pension i flere år på sin planteskole i Gørlev i Nordvestsjælland.

3F afslørede snyderiet. Derfor måtte ejeren af en af landets største planteskoler betale 525.000 kroner i en lønsag. Nu, blot en måned senere, bliver han fejret af sine egne med en ærespris:

- Vi hædrer nogen, hvis de har gjort noget godt. Det sker ikke ret tit, at vi uddeler slipsenålen. Men Erik Lund-Andersen har gjort sig fortjent til den, siger Peter Schjøtt, formand for Dansk Planteskoleejerforening.

Peter Schjøtt mener ikke, at Erik Lund-Andersen har snydt for en halv million kroner i lønsagen og ser intet problem i, at foreningen hædrer ham.

Klaudia Szekera og Robert Boros har fået efterbetalt 500.000 kroner, efter de blev snydt i løn hos E. Lund-Andersens Planteskole. Ungarerne betaler 194.000 kroner af beløbet i skat. Privatfoto.Klaudia Szekera og Robert Boros har fået efterbetalt 500.000 kroner, efter de blev snydt i løn hos E. Lund-Andersens Planteskole. Ungarerne betaler 194.000 kroner af beløbet i skat. Privatfoto.

Brød selv overenskomst

Erik Lund-Andersen har i hen ved 20 år været repræsentant for planteskolerne i bestyrelsen for Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, GLS-A. Netop GLS-A førte lønsagen for ham mod 3F.

3F's krav var ”klart dokumenteret”, skriver formanden for GLS-A, Gerner Wolff-Sneedorff, i en redegørelse. Samtidig betegner han det som en skærpende omstændighed, at Erik Lund-Andersen år efter år har brudt overenskomsten. Ejeren af planteskolen har tidligere selv forhandlet overenskomster på området for GLS-A.

”Planteskoleejeren har efterbetalt det, han har snydt medarbejderne for og har betalt en i sammenhængen mild bod,” skriver Gerner Wolff-Sneedorff.

I krig mod egen forening

Formanden oplyser over for Nyhedsbrevet 3F, at GLS-A efter lønsagen ikke har gjort brug af Erik Lund-Andersen i de igangværende forhandlinger med 3F om ny overenskomst.

Erik Lund-Andersen har i flere medier givet udtryk for, at han er stærkt utilfreds med det forlig, som hans egen forening GLS-A har lavet i lønsagen. Samtidig har han rettet et markant personligt angreb mod både direktøren og formanden for GLS-A, som han sidder i bestyrelse med.

Erik Lund-Andersen ønsker ikke at udtale sig til Nyhedsbrevet 3F.