Tydeligt ja fra redderne

6 ud af 10 reddere har stemt ja til ny overenskomst med Falck. Det betyder at konflikten stopper fra lørdag morgen.

Falck-redderne stemte ja og genoptager arbejdet i lørdag morgen. (Foto: Arkiv)Falck-redderne stemte ja og genoptager arbejdet i lørdag morgen. (Foto: Arkiv)

Et flertal blandt landets cirka 4.000 falckreddere har stemt ja til den ny overenskomst mellem 3F og Falck-koncernen.

Denne gang nåede stemmeprocenten op på 91,1, og præcis 59,0 procent af stemmerne havnede i stakken med ordet JA imod 41,0 procent til nej-siden.

Det betyder at konflikten mellem Falck og redderne ophører lørdag morgen ved normal arbejdstids begyndelse.

I 3F's Transportgruppe kalder forhandlingssekretær og chefforhandler Søren Andersen resultatet tydeligt.

- Efter reddernes nej i sidste omgang har resultatet af de nye runder med forhandlinger flyttet cirka 700 stemmer. Som forhandlere havde vi naturligvis gerne set et mere markant ja. Men resultatet er klart nok, siger Søren Andersen.

- Jeg er tilfreds med at det atter er lykkedes at få en høj stemmeprocent. Men det er klart at det giver stof til eftertanke, at der fortsat er mange, der har stemt nej, fortsætter han.

Nye forbedringer

Den nye overenskomst mellem reddernes organisation 3F og Falck er kommet i stand efter lang tids drama og konflikt.

Torsdag 24. maj brød forhandlingerne om ny overenskomst mellem 3F og Falck sammen, og det udløste konflikt og strejke fra tirsdag 29. maj.

Efter godt en uge med konflikt kom der nye forhandlinger, der endte med et forlig lørdag 9. juni.

Men forliget blev forkastet af et flertal blandt redderne. Det stod klart 20. juni, hvorefter konflikten fortsatte.

Nye forhandlinger kom i gang, og det er dem, der har resulteret i, at en ny aftale kom på plads 22. juni, og det er den, som redderne nu har sagt ja til.

Det, der skulle til var blandt andet en række forbedringer i reddernes arbejdsmiljø. Det betyder, at blandt andet reddere på døgnvagt, kan se frem til aflastning om natten, i weekender og på helligdage.