Smøl kostede arbejdsskadet kvinde dyrt
Arbejdsskadestyrelsen slap for at betale erstatning, fordi de var så langsomme, at arbejdsskadet nåede at dø inden afgørelsen. Nu kræver 3F en million kroner af styrelsen.
Efter 11 års kamp i arbejdsskadesystemet døde kvinden, før Arbejdsskadestyrelsen besluttede at udbetale hende erstatning. Hendes efterladte får ikke noget. (Arkivfoto: Kennet Havgaard)
Så kort kan 11 års farceagtig kamp i arbejdsskadesystemet beskrives. En kamp, der endte med, at Arbejdsskadestyrelsen helt slap for at udbetale erstatning.
For det skal de ikke, når den skadesramte er død inden erstatningens størrelse er regnet ud. Og det selv om de undervejs begik flere fejl, blev irettesat af retslægerådet og modsagt af deres egen rejseinspektør, som havde beskrevet hendes tidligere arbejde som "Yderst kraftbetonet og belastende".
Nu vil 3F have stillet Arbejdsskadestyrelsen til ansvar og går til domstolene med krav om en million kroner i erstatning.
- Det krænker enhver retsfølelse, hvis de skal slippe for at betale erstatning, når det er dem selv, der har begår fejlene og på alle måder trækker sagen så meget i langdrag, at kvinden når at dø, siger forbundssekretær i 3F Ulla Sørensen.
50 tons daglige træk og skub
Den nu afdøde kvinde nåede at arbejde otte år på en dyrefoderfabrik, inden smerterne i ryggen blev så voldsomme, at hun måtte give op, lade sig sygemelde og siden endte på den højeste førtidspension.
Undervejs havde hun i perioder dagligt skubbet og trukket rundt med 100 vogne af 500 kilo, eller sammenlagt 50 tons. Dertil kom de daglige løft med fyldte dåser på op mod 20 tons.
I 1994 går det imidlertid galt, da hun skal trække en palle over til transportbåndet. Ryggen giver et smæld. Men på daværende tidspunkt kan skaden hverken anerkendes som en arbejdsulykke eller en erhvervsevnesygdom. Interessen samler sig derfor omkring de sidste fem år, hvor det på grund af lempede kriterier ville have været muligt at anerkende erhvervssygdommen. Og sagen blev da også genanmeldt og genoptaget i marts 2000. Men glæden er kort, for samme dag styrelsen meddeler, at de genoptager sagen, afviser de også, at den vil kunne anerkendes.
Senere samme år anmoder fagforeningen igen om, at sagen bliver genoptaget med en uddybende arbejdsbeskrivelse vedlagt. Alligevel skal der gå 13 måneder før Arbejdsskadestyrelsen beslutter sig for at genoptage sagen og sender sin rejseinspektør ud på
virksomheden. Og selv om hans beskrivelse sjældent er klar, skal der gå endnu 15 måneder, før lidelsen bliver anerkendt. Og endnu ti måneder, før Arbejdsskadestyrelsen 3. oktober 2003 når frem til, at hun slet ikke skal have erstatning. Lidelsen er ikke omfattende nok.
Ansvaret skal placeres
Mere end tre år efter første anmodning om genoptagelse af sagen er kvinden, altså lige vidt.
Hun får ikke en krone.
Og det selv om den speciallæge, Arbejdsskadestyrelsen sendte hende til, konkluderede følgende:
"Der er som anført ingen tilbageværende arbejdsevne" og videre "Undersøgte er uskikket til ethvert arbejde".
I december 2003 stævner KAD Den Sociale Ankestyrelse, og Retslægerådet udtaler sig om sagen:
"Sagsøgers kroniske smerter er med overvejende sandsynlighed en følge af den anerkendte erhvervssygdom."
Og sagen ender med, at Den Sociale Ankestyrelse i januar 2005 sender sagen til ny behandling i Arbejdsskadestyrelsen for at få vurderet omfanget af hendes erhvervsevnetab endnu en gang.
Men da er kvinden allerede død to måneder tidligere, så enden bliver derfor, at de må sende et brev om, at de efterladte ikke vil kunne få erstatning.
- Det kan godt være, at denne retssag bliver op ad bakke i snevejr og med pigsko. Men også af hensyn til andre, må de have nogle konsekvenser, når en offentlig myndighed både laver fejl og er så langsomt. Ansvaret skal placeres, siger Ulla Sørensen.