Intet flertal for forbud mod slavevarer
Enhedslisten kan ikke samle flertal til et forslag om dansk forbud mod salg af varer produceret under slavelignende vilkår
Enhedslistens Frank Aaen kunne ikke komme igennem med et forslag om et dansk forbud mod "slave-varer". (Foto: Enhedslisten.) Alle danske partier er enige om, at det er forkasteligt, at der på danske butikkers hylder findes varer, der er produceres i udlandet under slave- eller slavelignende vilkår.
Men de er ikke enige om, at det nytter noget, at Danmark isoleret forbyder produktion og salg af varer, der er produceret i strid med grundlæggende menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder uanset hvor de kommer fra.
Det afslørede debatten forleden i Folketinget om et beslutningsforslag fra Enhedslisten om netop at lave dansk lovgivning for at hindre salg af slavevarer i Danmark.
På regeringens vegne afviste beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) forslaget.
- Et nationalt forbud mod salg og produktion af varer, produceret i strid med de nævnte værdier, er ikke den rigtige løsning på de etiske og sociale udfordringer, globaliseringen bringer. Omdrejningspunktet må være at sikre en fair globalisering, og regeringen arbejder aktivt dér, hvor vi mener at det nytter mest. Vi kan gøre en forskel gennem internationalt samarbejde og internationale aftaler, ikke igennem protektionisme, sagde beskæftigelsesministeren.
Heller ikke Socialdemokraterne gav udelt opbakning.
- Jeg tror ikke på, at Danmark alene kan kontrollere, hvordan forholdene er alle de steder i verden, hvor der bliver produceret varer. Hvis vi skal sikre, at de grundlæggende arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder bliver respekteret i produktionen af alle varer og tjenesteydelser, kan det kun ske ved internationalt samarbejde, f.eks. gennem EU, sagde S-ordfører Rene Skau Bjørnsson.
Et skridt på vejen
Enhedslisten er enig med både regeringen og de øvrige partier i, at internationalt bindende aftaler er det bedste.
- Ja, vi skal have internationale aftaler, men der sker altså det modsatte i øjeblikket. I WTO sker der ingenting, i EU sker der nærmest det modsatte. EU støtter - med støtte fra den danske regering og alle de EU-venlige partier i Folketinget - aftaler, der indgås med fattige lande i EU uden krav om overholdelse af arbejdstageres rettigheder, selv om man kunne have gjort det anderledes. Det er faktisk en mulighed, man kunne have brugt, hvis man havde villet, siger Frank Aaen.
- Vi er nødt til at begynde et sted, og jeg er sikker på, at det både vil have effekt og give genlyd, hvis Danmark går i spidsen og laver et forbud mod salg af varer produceret uden hensyn til arbejderne, siger han.
Regler baseret på ILO-konventioner
Enhedslisten foreslår konkret, at en lovgivning skal tage udgangspunkt i FN's menneskerettighedserklæring og i ILO's kernekonventioner, som Danmark har tilsluttet sig.
De handler blandt andet om, at ansættelse sker frivilligt, at der ikke er diskrimination i ansættelsen, at der ikke anvendes børnearbejde, at der er ret til frit at organisere sig og forhandle kollektivt, at der er fornuftige arbejdstider og at der er et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
Forslaget er nu sendt videre til behandling i Folketingets politisk-økonomiske udvalg.