Pensionister kvitter smøgerne
Rygning:
Knap halvdelen af pensionisterne, efterlønnerne og førtidspensionisterne blandt 3F's medlemmer er holdt op med at ryge.
Bedstefar har tømt askebægeret for sidste gang og er nu blevet ikke-ryger. Knap halvdelen af pensionisterne, efterlønnerne og førtidspensionisterne har droppet deres piber, cigaretter og cerutter. Det viser en undersøgelse foretaget af AnalyseDanmark blandt 3F's medlemmer.
Overlæge i Kræftens Bekæmpelse Inge Haunstrup Clemmensen møder tit folk, der har planer om at droppe cigaretterne, når de går på efterløn.
- For mange er det svært at holde op med at ryge, mens de stadig er i arbejde, fordi der fortsat er en masse socialt forbundet med at ryge på mange arbejdspladser. Folk er tit delt op i dem, der ryger og dem, der ikke ryger, siger hun.
Ældre går op i sundhed
Mange ældre har livet igennem en stor lyst og vilje til at gøre noget godt for deres helbred. To ud af tre ældre svarer i Ældre Sagens undersøgelser, at de tænker på helbredet, når de bliver spurgt om, hvad der gør dem lykkelige.
- Det er glædeligt, at det er lykkedes for så mange at holde op med at ryge. Vores undersøgelser viser, at man langt op i alderen gerne vil gøre noget aktivt for at holde sig sund, siger seniorkonsulent i Ældre Sagen Maj Vingum Jensen.
Blandt pensionister, efterlønnerne og førtidspensionisterne svarer 27,1 procent, at de dagligt ryger. I gennemsnit ryger 31,1 procent af alle 3F'ere dagligt.