S kræver indgreb mod sygefravær

Arbejdsgiverne og kommunerne skal have større økonomisk tilskyndelse til at gøre mere for de sygemeldte. Det mener den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, der vil tage fat i både beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og de øvrige partier i Folketinget for at få igangsat initiativer, der kan mindske sygefraværet.

”Vi er nødt til at tænke i andre baner end hidtil, for det er helt åbenlyst, at den nuværende sygefraværsindsats har slået fejl,” siger Thomas Adelskov.
Han udtaler sig på baggrund af en opgørelse fra AErådet over udbetalinger af sygedagpenge, der viser, at antallet af sygemeldte er steget til nye rekordhøjder og nu overstiger antallet af ledige.
”Den her situation er meget alvorlig. Vi ved, at risikoen for at blive permanent udstødt af arbejdsmarkedet stiger markant i takt med længden af sygefraværet. Det er derfor især foruroligende, at antallet af personer med mere end et års sygemelding er steget med 36 procent fra 2006 til 2007,” siger Thomas Adelskov.
Han hæfter sig ved, at store dele af arbejdsmarkedet leder med lys og lygte efter medarbejdere, og at kommunerne må afsætte en milliard kroner mere end beregnet til dækning af udgifterne til sygedagpenge, hvis ikke sygefraværet falder.
”Det er absolut nødvendigt, at den her situation ændres. Sygefravær i det omfang, vi er vidne til i øjeblikket, er en meget alvorlig situation for den enkelte, og det pålægger det offentlige store udgifter. Samtidig presser det virksomhederne, fordi de mangler arbejdskraft,” siger Thomas Adelskov.