Politiet holdt hen i månedsvis efter dødsulykke
Politisag mod danske olieselskaber efter dødsulykke trækker ud. Bemærkelsesværdigt, mener 3F-advokat.
Sam Youngman omkom under arbejdet på en borerig. Privatfoto Der er endnu usikkert, hvornår der bliver sat punktum for en dødsulykke, der fandt sted i den danske del af Nordsøen i november 2009.
Den 27-årige skotske oliearbejder, Sam Youngman. døde på boreriggen Maersk Resolute i oliefeltet Nini, der har DONG Energy som operatør. Forud var der sket en lang række basale fejl i sikkerheden.
Politiet sigtede i marts i år selskaberne DONG Energy, Maersk Drilling samt leverandøren Schlumberger for at have overtrådt offshore sikkerhedsloven. Det er stadig usikkert, om sagen ender i retten.
Ventede ni måneder på svar
Politiet måtte dog vente ni måneder, før alle tre selskaber havde reageret på anmeldelsen. Et af de tre firmaer vendte først tilbage med et svar på sigtelsen midt i november.
- Selskabets tilkendegivelse rejser imidlertid en række spørgsmål, der nødvendigvis skal besvares, inden anklagemyndigheden kan afgøre tiltalespørgsmålet i sagen, forklarer politiadvokat Steen Bøjlund fra Syd- og Sønderjyllands politi.
Han har derfor stillet nye spørgsmål til selskabet og til Energistyrelsen. Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilket af de tre firmaer, der er tale om.
Selskaber førte ikke forsvarligt tilsyn
Blandt den afdøde brites efterladte vokser kravet om en afklaring, og det møder forståelse hos advokat Jena Juul Holm fra 3F:
- Der er gået over et år siden ulykken, og det er lang tid, for at beslutte, om der overhovedet skal rejses tiltale. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at politiet ikke har kunne få svar fra et af selskaberne i så mange måneder, siger Jena Juul Holm.
Ifølge Energistyrelsen har de tre selskaber ikke ført forsvarligt tilsyn med arbejdet på platformen.
Det seneste dødsfald i den danske del af Nordsøen var i 2007. Dengang blev der ikke rejst sigtelse mod arbejdsgiverne.