Farlige opgaver uden erstatning
Nul kroner til medlem af motocrossklub, der blev påkørt som flagpost. Uheld i foreninger og ved vennetjenester kan være dækket af arbejdsskadesikringen, men reglerne er indviklede.
En af deltagerne i løbet mistede kontrollen over sin maskine og ramte flagposten i hovedet. (Foto: Colourbox) Pas på, hvad du og kollegerne laver i fritiden! Hvis I kommer til skade i en forening, eller når I hjælper naboen, risikerer I at stå uden erstatning. I hvert fald fra arbejdsskadesikringen.
Et medlem af en motocrossklub fik endeligt afslag, efter han som flagpost blev påkørt under et løb og pådrog sig en hjernerystelse.
Arbejdsskadesikringen gælder ikke bare på vores arbejdspladser, men somme tider også i for eksempel idrætsklubber, og når vi giver en håndsrækning.
Rengøring i gymnastiksal
Både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen afviser erstatning til medlemmet fra motocrossklubben. Hans opgave som flagpost var ”almindelig deltagelse i klubbens arbejde”. Han var ikke på den måde ”antaget” til at udføre arbejdet.
Mange foreninger og idrætsklubber er nødt til at tegne arbejdsskadeforsikring, også selvom de ikke decideret beskæftiger lønnet personale. Et bestyrelsesmedlem i en idrætsforening gjorde - uden løn - gymnastiksalen ren efter træning og kom til skade. Han havde ret til erstatning fra arbejdsskadesikringen, fordi opgaven gik ud over de normale forpligtelser ved at være medlem af en forening.
Til gengæld var der ingen erstatning til en sejler, som klemte nogle fingre. Han hjalp med at tage master ned. Det var ifølge Ankestyrelsen normal deltagelse i klubbens aktiviteter.
Vennetjenester
Endnu mere spidsfindigt kan det være, når vi hjælper venner, naboer, familie eller andre med havearbejde eller vedligeholdelse af et hus. Hvis en person selv begynder at give en håndsrækning uden at være blevet spurgt, så er erstatningen ved et uheld i fare. Men hvis den bekendte beder om bistand, kan situationen være anderledes.
En mand vil glæde sin svoger og slår hans græsplæne, mens han er bortrejst. Han kommer til skade, men Ankestyrelsen afslår erstatning. Arbejdet var ikke aftalt.
Svigerfar beder svigersøn hjælpe med at flytte en stor fryser. Svigersønnen kommer til skade. Arbejdsskadestyrelsen giver ham ret til erstatning fra arbejdsskadesikringen, fordi han var blevet bedt om at løfte, og fordi det var en stor genstand.
Sådan er dækningen ved vennetjenester.
Vejledninger om foreningers pligt til at tegne forsikring
Vejledninger om foreningers pligt til at tegne forsikringVejledning om skader ved håndsrækninger
Vejledning om skader ved håndsrækninger