Depression kan anerkendes som arbejdsskade

Arbejdsskadesager om depression efter længere tids psykiske belastninger kan fremover forelægges for Erhvervssygdomsudvalget. Det har Arbejdsskadestyrelsen besluttet på baggrund af en udredning på området, som ledende overlæge dr.med. Bo Netterstrøm og reservelæge, dr.med. Nicole Conrad fra Arbejdsmedicinsk klinik i Hillerød har lavet for Arbejdsskadestyrelsen.

Udredningen viser, at stress efter længere tids psykisk belastning på arbejdet kan udvikle sig til depression. Belastningen skal være høje krav eller manglende social støtte på arbejdet, eksempelvis i form af hyppige og meget vanskelige deadlines, et konstant stort pres fra meget krævende klienter, indsatte eller manglende støtte fra kollegaer eller ledelse.
Direktør i Arbejdsskadestyrelsen, Anne Lind Madsen, oplyser, at der i flere år har været den praksis, at konkrete sager er forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, hvis der i sagerne var en sandsynlig sammenhæng mellem længere tids ekstraordinær psykisk belastning og depressionen.
”Men hidtil skulle belastningen hovedsageligt bestå af vold, gentagne trusler om vold eller lignende, før det var relevant at forelægge sagen for udvalget. Nu kan vi altså også forelægge sager som følge af stress efter længere tids psykiske belastning. Det bliver så op til udvalget at fastlægge en praksis for, hvilke sager der konkret bør anerkendes,” forklarer Anne Lind Madsen.
Udredningen viser, at der er nogen, men ikke tilstrækkelig dokumentation for en sammenhæng mellem stor psykisk belastning på arbejdet og udvikling af en depression. Derfor kan depression efter stor psykisk belastning på arbejdet ikke optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme.
For andre psykiske sygdomme end depression fandt udredningen kun en beskeden eller utilstrækkelig sammenhæng til den psykiske belastning på arbejdet. De sager vil som tidligere kunne anerkendes efter forelæggelse for udvalget. Det kræver dog, at den tilskadekomne har været udsat for andre former for særligt psykisk belastende forhold på arbejdet, for eksempel vold, trusler om vold eller ekstraordinært grove tilfælde af chikane/mobning og lignende.
”Vi har længe fulgt forskningen i de psykiske sygdomme nøje, både nationalt og internationalt, og det vil vi fortsætte med. Derfor vil vi også sammen med Erhvervssygdomsudvalget kontinuerligt vurdere, om der i fremtiden er brug for nye udredninger på området,” siger Anne Lind Madsen.