3F'erne: Vi er klar til at strejke
OK12:
En storkonflikt truer, hvis de nye overenskomster falder på gulvet. Tre ud af fire 3F'ere er klar til at strejke.10 procent vil nødigt i konflikt, og 2,1 procent vil arbejde trods strejke.
En storkonflikt lammede Danmark i 1998. Et stort flertal blandt 3F'erne er klar til en gentagelse, hvis forhandlingerne om nye overenskomster falder på gulvet.
Mangel på alt fra øl, mælk og gær til chauffører, der kan køre busserne. Det kan blive hverdag, hvis de nye overenskomster ikke kommer på plads.
I så fald er 3F'erne klar til at lamme Danmark. 68,5 procent af 3F'erne er helt klar til at strejke. De mener, at strejker kan være nødvendige, og de går i konflikt hvis kollegerne eller 3F siger, de skal.
Oven i kommer 14,8 procent, der er klar til at strejke, selv om de mener, at strejker er et gammeldags våben. Det viser en ny måling, Analyse Danmark har lavet for Fagbladet 3F.
Ældre er mest strejkeklar
2.202 3F'ere har deltaget i målingen. Knap en ud af 10 oplyser, at de ikke ønsker at strejke, og at de vil gøre alt for at undgå det. 2,1 procent af 3F'erne siger, at de vil møde på job, selv om kollegerne strejker.
Der er ikke den store forskel på strejkelysten blandt 3F's faggrupper, og mænd er lidt mere klar til konflikt end kvinder.
3F'ere, der er over 50 år, er mere stridslystne end unge. 74 procent af de medlemmer, der er over 50 år, siger, at de er klar til at strejke. Blandt unge mellem 18 og 29 år er det tilsvarende tal 62,7 procent.
Sidste konflikt i 1998
Det er det private arbejdsmarked, der skal have fornyet overenskomsterne i foråret 2012. Her skal 3F'erne i industrien, på transportområdet, i byggeriet og privat service, hotel og restauration have aftaler på plads.
Forhandlingerne er i gang, og det er aftalt med den største modpart, DI, at aftalerne helst skal være på plads 10. februar.
En storkonflikt er en realitet, hvis forhandlingerne går på gulvet. Eller hvis medlemmerne af 3F og de øvrige forbund stemmer nej til de nye overenskomster. Det skete sidst på det private område i 1998. Det offentlige område fik storkonflikt i 2008.