1. maj/FOA: Lighed for Per og Poul
Velstand eller velfærd. FOA's formand, Dennis Kristensen, mener, vi står over for et valg mellem de to ting. Om vi vil kæmpe for egne interesser eller et fælles ansvar.
Han kritiserede i sin 1. maj tale, at der ikke er lige muligheder for Per og Poul i det danske samfund.
- Lighed betyder ikke, at Per og Poul skal have det samme, men derimod at alle skal have lige muligheder. Dagplejeren og kommunaldirektøren skal have lige muligheder for at forme deres eget liv og for både at bidrage til og gøre brug af velfærden, konstaterede FOA-formand Dennis Kristensen.
Han mener ikke, at alle har mærket den økonomiske fremgang, vores samfund har gennemgået.
- Per og Poul har ganske enkelt ikke de samme muligheder. Per scorer kassen, mens Poul er sat ud på sidelinjen på varig kontanthjælp. De fattigste i vores samfund har ikke fået glæde af den positive udvikling i beskæftigelsen. De har heller ikke fået andel af priseksplosionen på ejerboliger, og de har slet ikke scoret gevinsten på aktier og obligationer, sagde Dennis Kristensen, som mener, at regeringens skattestop og skattelettelserne har været til gavn for de bedst stillede.
Han understregede, at vores samfund møder store udfordringer, når 200.000 offentligt ansatte forlader arbejdsmarkedet på grund af alder over de kommende ti år. Derfor er der behov for at tiltrække nye medarbejdere til den offentlige sektor, og det betyder, at man skal have indrettet attraktive arbejdspladser.
- Attraktive arbejdspladser koster. Det ved det private erhvervsliv, og det kommer den offentlige sektor til at lære. Derfor skal en del af den stigende velstand bruges til at skabe attraktive jobs i børnepasningen, i folkeskolen, i ældreplejen og i sygehusvæsenet. Og derfor skal regeringen slippe penge fri til kommuner og regioner i de kommende år, fastslog FOA-formanden.
FOA er kommet med 18 forslag til bedre velfærd i forbindelse med trepartsforhandlingerne om regeringens kvalitetsreform. De 18 forslag drejer sig blandt andet om uddannelse, arbejdsmiljø, fastholdelse og rekruttering af medarbejdere.