Erstatninger på vej til ofre fra Grindstedværket
Der er penge på vej til kviksølvofre fra skandalen på Grindstedværket. Flere venter i efteråret, oplyser Arbejdsskadestyrelsen.
Flere erstatninger er nu på vej til ofre for forgiftning med kviksølv. Det oplyser Arbejdsskadestyrelsen. (Foto: Scanpix) Der er nu flere erstatninger på vej til tidligere ansatte på Grindstedværket. Det står klart 16 måneder efter Fagbladets 3F's afsløringer af, hvordan ansatte på den Danisco-ejede virksomhed i årevis blev forgiftet af kviksølv.
Løfterne om erstatning kommer fra direktør i Arbejdsskadestyrelsen, Anne Lind Madsen:
- Vi forventer, at der kommer flere tilsagn om erstatninger i løbet af efteråret. Vi kan endnu ikke oplyse hvor mange. Men de er på vej, siger hun.
45 sager er afgjort
Indtil videre er 45 sager blevet afgjort. Der er givet et enkelt tilsagn og 44 afslag.
- De nemme sager er ofte afvisninger. Så som udgangspunkt går afvisninger hurtigere end tilsagn i skadesbehandlingstiden, siger Anne Lind Madsen.
Hun ved ikke på nuværende tidspunkt hvor mange tilsagn, der kommer. Men Arbejdsskadestyrelsen kunne ikke, som ellers forventet, afslutte hovedparten af sagerne om påvirkning fra kviksølv på Grindstedværket inden sommerferien.
Komplicerede sager
Forsinkelsen skyldes, at sagerne er mere komplicerede, end styrelsen først antog.
- Vi ved, at det er hårdt for de tilskadekomne fra Grindstedværket at vente på en afgørelse, men vi må erkende, at sagerne er betydeligt mere komplicerede og omfangsrige, end vi antog i første omgang. Vi har brug for rigtigt mange oplysninger for at sikre en ordentlig og grundig behandling af sagerne, og det tager tid, siger Anne Lind Madsen.
Arbejdsskadestyrelsen regner med at afslutte de fleste af sagerne inden udgangen af året, mens resten først forventes at være afsluttet i 2010.