Forlig i hotel og restauration
3F'erne fik lørdag formiddag ny overenskomst efter samlet 70 timers forhandlinger.
3F'erne fik lørdag formiddag ny overenskomst efter samlet 70 timers forhandlinger. (Arkivfoto.) - Vi sparer sgu champagnen, men vi er jo alligevel til håndbajere.
Kommentarerne var ikke jublende, da hotel og restauration lørdag formiddag fik en ny, to-årig overenskomst.
- Vi er landet der, hvor de andre er. Men der har været kamp om hver eneste 25-øre, siger chefforhandler John Frederiksen, 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
- Vi har ikke givet noget, men heller ikke fået ret meget.
Anciennitet belønnes
Hotel og restaurations forlig med Horesta ligner meget industriens.
Mindstelønnen stiger 1,10 i år og 1,75 kroner næste år. Tjenernes garantiløn stiger henholdsvis 1,60 kroner og 2,25 kroner.
Anciennitetstillægget reguleres med to gange 0,25 øre - svarende til 80 kroner mere om måneden over de to år. Forskudttids- og genetillæg forhøjes også.
Karenstiden for pension sættes ned til seks måneder mod før et år. For at undgå løndumping skal virksomheder på opfordring udlevere oplysninger om underleverandører. Endelig kopieres industriforligets fratrædelsesgodtgørelse.
Kørt hjem af forligsmanden
Forligsmand Asbjørn Jensen havde mange gange i løbet af fredag og natten til lørdag skiftevis 3F og Horesta i "skole". Samlet blev det til 70 timers forhandling, heraf de 30 i Forligsen.
Et stort flertal i forhandlingsudvalget anbefaler et ja ved urafstemningen.
- Der er ikke noget at råbe hurra for, og det her er nok det smalleste forlig, jeg har været med til, men mulighederne for noget bedre var ikke til stede denne gang, siger John Frederiksen.
Et fremskridt i den nye aftale er, at arbejdsgiveren skal tage initiativ til en lønvurdering for den enkelte mindst en gang hvert år.
- Men helt generelt kan jeg kun opfordre alle til at trække i arbejdstøjet og få forhandlet lokalt, siger John Frederiksen.
Glad for aftale om underleverandører
Gruppeformand Tina Møller Madsen, 3F Privat Service, Hotel og Restauration, er specielt glad for, at hotel og restauration også har fået en aftale om underleverandører i hus.
- Det har vi som de første inden for minimallønsområdet, siger Tina Møller Madsen.