Thailandske penselstrøg i det kongelige porcelæn

Udflytning af en del af produktionen skal redde Royal Copenhagen og dermed de arbejdspladser, der er tilbage i Danmark efter virksomheden de sidste fire år har fyret 450 medarbejdere.Historien om Royal Copenhagen

I tre lange rækker sidder 40 malere koncentreret bøjet over porcelænet med Royal Copenhagens klassiske blå farve på penslen. Lokalet er stort, og aircondition-anlægget brummer dæmpet, mens det sørger for at holde temperaturen på et behageligt niveau.

På plænen udenfor forsøger sprinklerne at holde liv i det halvgule græs i de nogen og tredive grader, der hører til en thailandsk sommer. Her, lidt nord for Thailands hovedstad Bangkok, har Royal Copenhagens nye produktionshal nu ligget i halvandet år.Malernes månedsløn på 12.000 baht, cirka 1.800 danske kroner, havde næppe givet meget koncentration på en dansk arbejdsplads, men i et område, hvor mindstelønnen ligger på 700 kroner, hører malerne her til i den bedst betalte ende.

Og søgningen efter et job her er stor, men kravet til nye ansattes malerevne er også højt.

Kommer fra Kunstakademiet

I modsætning til Royal Copenhagens plattedamer herhjemme er de thailandske malere fordelt ligeligt på kønnene.

Fire ud af fem medarbejdere har gået på kunstakademiet. En af dem er Direk Nade, som egentlig har speciale i skulpturer og har levet af at fremstille dem specielt til turister. Men da han så en annonce i den lokale avis, trak dét at kunne arbejde med kunsthåndværk til en væsentlig bedre løn ham til at søge herud.

- Jeg er glad for at arbejde her. Dels fordi jeg får lov til at bruge mine evner og samtidig lærer noget nyt som ingen i Thailand kan. Dels fordi det er godt lønnet, forklarer han.

Dansk know-how

For at lære thailænderne, hvordan man maler på Royal Copenhagen-måden, har firmaet løbende sendt danskere herned.

Dorte Christensen har undervist medarbejderne på fabrikken nord for Bangkok i de seneste seks måneder. Selv har hun været porcelænsmaler i 15 år hjemme i Danmark. Hun havde håbet, at produktionen kunne holdes hjemme, og hun forstår godt, at nogle af de kolleger, som er blevet fyret derhjemme, er bitre.

- Det er jo en virksomhed med tohundrede års faglig stolthed. Men det har været en vanskelig tid for Royal Copenhagen. Hvis det er udflytning af produktion, der skal til for at redde virksomheden og de arbejdspladser, der er tilbage derhjemme, så må det være sådan, siger Dorte Christensen.

Samme humor og væremåde

Hun synes, at det er hårdt at være væk fra familien. Til gengæld er det spændende at få muligheden for at opleve en anden kultur.

- Jeg troede, der var større forskel, end der egentligt er. Det er stort pludselig at opdage, at de ligner én selv, hvad angår humor og væremåde, siger Dorte Christensen.

Samtidig er hun positivt overrasket over de nye malere, som både har været meget modtagelige for undervisning og nemme at lære at male.

- Mange af dem har jo også en kunstnerisk baggrund i forvejen, forklarer Dorte Christensen.

Plads til at udvide

Der er god plads i Royal Copenhagens nye produktionshal. Den er nu ikke kun bygget sådan af hensyn til de malere, som arbejder her nu.

Royal Copenhagen satser på, at salget vokser betragteligt i de kommende år, og den vækst kommer efter al sandsynlighed til at ligge herude, hvor lønningerne ikke fylder nær så meget på budgettet.

Produktionen her består først og fremmest af termokopper og Royal Copenhagens nye, mere enkle megastel.

Porcelæn til Norden

Direk Nade er en af de bedste malere hernede, og virksomheden overvejer nu at sende ham til Danmark for at lære det sidste.

Hvis det er uvist, om han kommer ud i verden, sker det helt sikkert for porcelænet.

Alt hvad der bliver produceret i Thailand, skal en tur forbi Royal Copenhagens centrallager i Malmø. Her bliver kvaliteten tjekket, inden det bliver sendt ud i alverdens butikker.Fire ud af fem porcelænsmalere på Royal Copenhagens fabrik i Thailand har gået på kunstakademiet.- Hvis det er udflytning af produktion, der skal til for at redde virksomheden og de arbejdspladser, der er tilbage derhjemme, så må det være sådan, siger Dorte Christensen, der efter 15 år som porcelænsmaler i Danmark nu lærer thailænderne op.1775: Den Kongelige Porcelænsfabrik starter produktion på Købmagergade i København.1882: Flytter til Smallegade på Frederiksberg.I 1970'erne og 1980'erne opkøber Den Kongelige Porcelæns-fabrik Georg Jensen og Bing & Grøndahl og fusionerer med Holmegaard Glasværk under navnet Royal Copenhagen A/S.1997: Navnet skifter igen - nu til Royal Scandinavia - efter fusion med de svenske glasværker Orre-fors og Kosta.2001: Lønproduktion i Thailand.

2003: Royal Scandinavia starter egen produktion i Thailand i samarbejde med Patra Porcelain.

2004: Investeringsselskabet Axcel, der ejer Royal Scandinavia, splitter koncernen op i fem selskaber: Georg Jensen, Royal Copenhagen, Orrefors Kosta Boda, Holmegaard og Royal Scandinavia Retail. Det sker for senere at kunne sælge dem fra. Kun Georg Jensen kører i dag med overskud.2005: I dag har selskabet egen produktion i Danmark og Thailand. Enkelte ting er sendt i lønproduktion i Tyskland, Malaysia, Sri Lanka og Japan.