Mere efteruddannelse og øget læseindsats
3F's forbundsformand efter trepartsmøde: Positivt med enighed om styrket ud-dannelsesindsats, men det halter på AMU-området. Det kan regeringen gøre bedre.
- Mange skoler har underskud på AMU-kurser, og derfor er der hårdt brug for, at taksterne sættes op, men det kunne regeringen ikke give tilsagn om, siger forbundsformand Poul Erik Christensen. 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen er tilfreds med bred enighed om, at voksen- og efteruddannelsesindsatsen skal styrkes, og at læseindsatsen skal øges, efter mandagens trepartsmøde med regeringen og arbejdsmarkedets parter. Men han er utilfreds med, at der ikke kommer penge nok til det skrantende AMU-område, og opfordrer regeringen til at gøre det bedre.
- Men vi lægger meget vægt på, at der er enighed om at styrke indsatsen på voksen- og efteruddannelsesområdet. Det er jo især 3F medlemmer, der risikerer at komme i klemme i globaliseringen og den teknologiske udvikling. Det er nødvendigt at den enkelte er helt opdateret med efteruddannelse for at kunne klare sig, siger Poul Erik Skov Christensen.
Øget indsats på læseområdet
Han glæder sig især over, at der sættes fokus på de læse-, skrive- og regnesvage med styrket opsøgende indsats og forøget aktivitet.
- For mange er netop læse- og staveproblemer en barriere for deltagelse i den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelse, som bliver mere og mere nødvendig, siger han.
3F er varm fortaler for at AMU-centre og erhvervsskoler skal have bedre muligheder for at være opsøgende overfor især de små og mellemstore virksomheder for at sætte fokus på deres ansvar for medarbejdernes opkvalificering.
- Regeringen gav på mødet tilsagn om, at der bliver afsat ressourcer til styrkelse af det arbejde. Det forventer vi os meget af, siger han.
Frygter for AMU's fremtid
Men forbundsformanden påpeger at der desværre også er malurt i bægeret på AMU-området, hvor regeringen godt nok giver tilsagn om at videreføre tilskuddet på nuværende niveau. Og dermed vil tage den varslede nedskæring af bordet.
Problemet er imidlertid, at skolerne fortsat vil have underskud på AMU. Ministeriet påviste sidste år, at det samlede underskud var på 62 mio. kr. og man forhøjede kun taksterne med 27 mio. kr. - der mangler altså stadig godt halvdelen, for at det skal løbe rundt.
- Mange skoler har underskud på AMU-kurser, og derfor er der hårdt brug for, at taksterne sættes op, men det kunne regeringen ikke give tilsagn om. Det hænger ikke sammen, at regeringen med den ene hånd fører en tilskudspolitik, der giver skolerne underskud, og med den anden hånd gerne vil styrke voksen- og efteruddannelse, siger han og frygter, at der er skoler, som nedprioriterer eller lukker AMU-indsatsen.
- Det vil være katastrofalt for vores medlemmer. For mange er AMU den eneste mulighed for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Vi opfordrer regeringen til at gøre det bedre, siger han.