3F kræver anklage om tyveri i Føtex trukket

Omstridt rengøringsfirma skal trække anklage mod to polakker for tyveri i Føtex tilbage. Det kræver 3F. Føtex tavs om sagen.

2 polakker er blevet beskyldt for at stjæle otte øl fra personalekasse, da de gjorde rent i Føtex. Der er ikke fremlagt beviser for anklagen. (Scanpix)2 polakker er blevet beskyldt for at stjæle otte øl fra personalekasse, da de gjorde rent i Føtex. Der er ikke fremlagt beviser for anklagen. (Scanpix)

En anklage mod to polske rengøringsfolk for tyveri i Føtex i Faaborg skal trækkes tilbage. Sådan lyder kravet fra 3F i Odense, hvor de to polakker er medlemmer.

Føtex' omstridte underleverandør Combinato ApS skrev 10. oktober i en pressemeddelelse til Ritzaus Bureau, at flere polakker var blevet ”afsløret som tyve og siden bortvist”. Senere har den daglige leder af Combinato sat navne på to polakker, som skulle have stjålet otte øl fra personales ølkasse i Føtex.

- Det er en uhørt grov beskyldning på så tyndt et grundlag. Føtex' underleverandør må trække anklagen tilbage eller komme med beviser, siger faglig sekretær Anna Lise Vindeløv.

Ansat et andet sted

De to polakker var slet ikke ansat hos Combinato. De arbejdede i stedet for firmaet J.E. Rent, som Føtex tidligere har udliciteret rengøring til. Som dokumentation for det påståede tyveri har lederen af Combinato hidtil alene henvist til en e-mail fra driftschefen i Føtex i Faaborg til ejeren af J.E. Rent:

”Jeg har konstateret ved en optælling af vores fyraftensøl at der mangler 8 øl som er drukket mellem lørdag aften og mandag morgen…!”

Driftschefen beder derefter i e-mailen om, at ejeren af J.E. Rent finder en ”løsning på problemet fremadrettet”.

Føtex: Ingen kommentarer

Den daglige leder af Combinato har erkendt over for Nyhedsbrevet 3F, at det påståede tyveri aldrig er blevet meldt til politiet:

"Jeg foreslår at vi mødes og sammen gennemgår logbøgerne fra vagtfirmaet og Føtex. Så kan vi se hvilke folk der har været inde i det omtalte tidsrum", skriver Rene Jørgensen i en e-mail til Nyhedsbrevet 3F.

”Alternativt er at vi finder en løsning,” skriver han videre. Rene Jørgensen har tidligere oplyst, at Combinato og Føtex sammen stod bag de omtalte bortvisninger. Hos Føtex i Faaborg er ledelsen tavs:

- Vi har ingen kommentarer, siger Johannes Andresen, varehuschef i Føtex i Faaborg.

Se mail fra Føtex om tyveriet her:

Se mail fra Føtex om tyveriet her: