Polak fuppet til at oprette eget rengøringsfirma
Polak blev narret til at oprette eget rengøringsfirma. Det skete hos Føtex' rengøringspartner J.E Rent. Polakken troede, han skrev under på kontrakt.
Wojciech Kaminski føler sig snydt flere gange i Danmark. Her har han gjort rent i Føtex og blev lokket til at oprette eget firma. (Foto: Kåre Viemose) Den polske 3F'er Wojciech Kaminski blev mod sin vilje ejer af et dansk rengøringsfirma.
Polakken arbejdede hos firmaet J. E. Rent og troede, han satte sit navn på en ny ansættelseskontrakt. Men i stedet skrev han under på at oprette sit eget firma.
- Jeg fik at vide af min arbejdsgiver, at jeg bare skulle underskrive kontrakten, som var på dansk. To dage senere modtog jeg et brev med posten, hvor der stod, at jeg havde oprettet et firma. Men jeg ville slet ikke oprette et firma, siger 52-årige Wojciech Kaminski.
Skulle stadig gøre rent i Føtex
Som ansat hos J. E. Rent har Wojciech Kaminski poleret gulve i en række af Føtex' butikker rundt om i landet. J.E. Rent har været fast leverandør af udenlandske rengøringsfolk til den store supermarkedskæde. Men firmaet gik konkurs 30. juni i år.
Rengøringen i Føtex fortsatte dog, som om intet var hændt, nu via firmaet Combinato ApS.
Combinato har ingen rengøringsansatte. Det bruger i stedet underleverandører. Det var i den forbindelse, at Wojciech Kaminski blev narret til at oprette sit eget firma, der også skulle gøre rent for Føtex.
Firmaejer for en dag
Wojciech Kaminskis rengøringsfirma blev oprettet 1. juni i år. Samme dato, som Combinatos tre ud af seks underleverandører blev oprettet.
Polakkens firma nåede at få et virksomhedsnummer hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, inden han med hjælp fra 3F fik annulleret sit firma samme dag.
- Det er helt ude i hampen at snyde en ansat på den måde. Heldigvis fik vi straks stoppet det her plat, siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS.
Ifølge 3F i Odense er Wojciech Kaminski blevet snydt for knap 200.000 kroner i løn, imens han gjorde rent i Føtex for J. E. Rent. Nyhedsbrevet 3F har i flere dage forgæves forsøgt at få en kommentar fra ejeren af J.E. Rent, Job Eshun.
Det polske rengøringsfirma eksisterede en enkelt dag
Det polske rengøringsfirma eksisterede en enkelt dag