3F skal spare mindst 100 millioner

Medlemsflugt tvinger HK, 3F og FOA til at spare 400 millioner kroner i de næste tre år, skriver Ugebrevet A4 . 3F budgetterer med at miste 36.000 medlemmer over de næste tre år.

- Der er ikke lagt op til at vi skal bruge salamimetoden, hvor vi skærer lidt over hele linjen, men om bevidste til- og fravalg, siger 3F's hovedkasserer Ulla Sørensen.- Der er ikke lagt op til at vi skal bruge salamimetoden, hvor vi skærer lidt over hele linjen, men om bevidste til- og fravalg, siger 3F's hovedkasserer Ulla Sørensen.

Mindst 75.000 LO-medlemmer forventes i de kommende tre år at forlade deres fagforeninger. Det tvinger de tre største fagforbund til at spare omkring 400 millioner kroner. Det kan ifølge Ugebrevet A4 betyde lukning af lokalafdelinger, salg af bygninger, fyringer eller fusioner.

LO-forbundene har gennem de sidste 10 år sagt farvel til 230.000 kontingentbetalende medlemmer, og den udvikling ventes at fortsætte.

I HK forventer forbundsformand John Dahl et yderligere tab på 20.000 medlemmer de næste tre år. Forbundet har derfor vedtaget, at der skal spares mellem 130 og 170 millioner kroner. John Dahl siger til ugebrevet, at langt de fleste LO-forbund mister medlemmer.

- Det er en realitet og ikke noget at skjule. Derfor vælger vi at være åbne og offensive, siger John Dahl.

Besparelser på 100 millioner i 3F

I landets tredjestørste forbund FOA - Fag og Arbejde - har man siden 2002 været i gang med sparekniven, og nu skal indsatsen intensiveres.

- Vi er simpelthen nødt til at prioritere og finde frem til de vigtigste kerneopgaver, og så vil der være noget, som skal skæres bort. Men det bliver nogle svære diskussioner, siger forbindsformand Dennis Kristensen, FOA.

3Fs hovedkasserer Ulla Sørensen bekræfter, at forbundets ledelse arbejder på en omfattende spareplan:

- Det vi kan se er, at vi taber omkring 12.000 medlemmer alene i år. Det regner vi også med i de følgende to år, og det må selvfølgelig få konsekvenser, siger Ulla Sørensen.

I rene tal svarer 36.000 færre 3F-medlemmer til besparelser på minimum 100 millioner kroner.

Markante ændringer på vej

Forbundets ledelse har nedsat flere arbejdsgrupper, der skal komme med konkrete forslag til omlægninger til hovedbestyrelsen og den kommende kongres. Hvad der konkret arbejdes på, vil Ulla Sørensen ikke løfte sløret for, men der bliver tale om markante ændringer.

- Der må ske noget. Der er ikke lagt op til at vi skal bruge salamimetoden, hvor vi skærer lidt over hele linjen, men om bevidste til- og fravalg. Vi skal have fundet frem til, hvad der er vores kerneydelser og hvad vi måske kan undvære, siger Ulla Sørensen.

Hun vil ikke sige noget om, hvad spareplanerne kommer til at betyde for antallet af ansatte i forbundet.

TIB vil lukke afdelinger - NNF overvejer fusion

TIB indkalder i oktober til en ekstraordinær kongres, som skal beslutte, om 21 af i alt 31 lokalafdelinger skal nedlægges. Ifølge næstformand i TIB Johnny Skovengaard vil det give store besparelser, ligesom det for mange TIB-medlemmer vil betyde, at de slipper billigere i kontingent.

- Det vil gøre os mere konkurrencedygtige, siger Johnny Skovengaard til Ugebrevet A4.

I NNF har man ikke hastværk med at gennemføre drastiske besparelser.

Formand Ole Wehlast vurderer, at forbundet vil miste omkring 4.000 medlemmer det næste par år, og et alternativ til besparelser kan her være at fusionere med andre forbund.

Men NNF-formanden understreger over for A4, at der ikke er aktuelle forhandlinger, og emnet først skal drøftes på kongressen i 2008.