10.000 færre virksomheder på et år

Antallet af arbejdssteder fortsætter med at rasle ned, viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det afspejler blandt andet antallet af konkurser, mener Sydbanks cheføkonom Jacob Graven

Antallet af arbejdssteder er raslet ned med 10.000 på et år (Arkiv)Antallet af arbejdssteder er raslet ned med 10.000 på et år (Arkiv)

Antallet af virksomheder med mindst to ansatte er faldet med 10.000 fra februar 2010 til 2011. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

I februar 2010 var der cirka 153.000 arbejdssteder med mindst to ansatte. I februar i år var tallet faldet til 143.000.

- Det er et spejl af, at der har været mange konkurser, og at antallet af konkurser fortsat ligger på et højt niveau. Og det betyder jo, at arbejdspladser forsvinder, siger cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven.

- Der er tegn på, at det går bedre på arbejdsmarkedet overordnet set. Blandt andet falder ledigheden. Men konkurserne halter bagefter, siger han.

Kun svag fremgang

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen er enig i, at tallene kan være en spejling af de mange konkurser, men også fusioner og effektiveringer på arbejdsmarkedet.

- Men hvis faldet omvendt er et udtryk for, at der oprettes endnu færre nye virksomheder som ansætter folk, så er det bekymrende, fordi det kommer til at svie til os i fremtiden. Det er jo blandt andet dem, vi skal leve af, siger han.

Lars Andersen mener også, at tallene vidner om, at Danmark ikke er kommet godt ud af krisen.

- Normalt afløses kriser af en ret høj vækst. Men det har vi ikke udsigt til endnu. Alle prognoser viser kun en svag fremgang for beskæftigelsen, siger Lars Andersen.