Forværret psykisk arbejdsmiljø i skolerne
Problemer med et dårligt psykisk arbejdsmiljø er i stigning på landets folkeskoler. Derfor må Arbejdstilsynet i stigende grad give henstillinger til skolerne om at skride ind.
Det fortæller tilsynschef for Arbejdstilsynet i Region Syddanmark, Inge Teilberg, til P4 Fyn. Hendes udtalelse kommer efter en række kontrolbesøg på fynske og sydjyske skoler. På landsplan har Arbejdstilsynet registeret et dårligt arbejdsklima på 180 skoler i år - det er 20 flere end i 2006.
- Problemet er stigende, og det handler meget om grænseoverskridende adfærd som for eksempel spark, slag, flasker og stole, der flyver gennem klasselokalet og bliver kastet efter læreren. Og knivstikkerierne griber om sig. Skolerne kan selv forebygge det ved at tydeliggøre forældreansvaret og med noget mere konflikthåndtering, siger Inge Teilberg.
Skoler, der har problemer med arbejdsmiljøet, får en gul Smiley af Arbejdstilsynet.