Der er ikke noget valg: Man er nødt til at kæmpe
Swaziland:
Arbejdere i Swaziland gik på gaden i tusindvis for at kræve demokrati og menneskerettigheder i det lille kongedømme. De blev mødt med tåregas, og faglige ledere blev anholdt.
Demonstrationer for demokrati i Swaziland mødes med forbud og anholdelser.
Tusindvis kom på gaden, ikke blot i hovedstaden Mbabane og den centrale by Manzini, men også i mindre byer i det lille land med knap 1,4 millioner indbyggere. Kravet er demokrati i det enevældige kongedømme, der lider under en voldsom økonomisk krise.
- Der var både sukkerrørsarbejdere, industriarbejdere, transportarbejdere og offentligt ansatte som lærere, sygeplejersker og regeringsansatte, fortæller Fundizwi, der er organisationssekretær i landsorganisationen SFTU i Swaziland. Han hedder Stephen til fornavn, men kaldes kun sit efternavn.
Tusinder på gaden
- De første dage gik det godt. Der var mellem 5.000 og 10.000 på gaden i Mbabane og Manzini mandag og tirsdag. Onsdag kom flere byer med, blandt andet Siteke, hvor der var folk fra den sydafrikanske landsorganisation COSATU. Politiet forbød dem at tale, og da de gik op på podiet, begyndte politiet at skyde med tåregas og slå løs på folk. En af lederne fra lærernes fagforening kom på hospitaler, og COSATU-lederne blev arresteret og kørt til Sydafrika, fortæller Fundizwi.
Regeringen i Swaziland havde forbudt politiske ledere at tale til demonstrationen. I Swaziland er politiske partier forbudt, men det venstreorienterede Pudemo og det liberale NNLC deltog i demonstrationen – og lederne besluttede sig for at holde tale på trods af forbuddet.
- Så gik politiet til angreb, og det hele endte i vold, fortæller Fudizwi.
Lever for under syv kroner om dagen
Det er ikke usædvanligt, at faglige og politiske ledere bliver arresteret i Swaziland. Ofte sker det før annoncerede demonstrationer starter. Men det afholder ikke aktivisterne fra at blive ved med at presse regeringen. Fudizwi er 32 år og far til to børn på to og syv, men det afholder ham ikke fra at være med i aktionerne - også selvom risikoen er høj.
- Jeg har ikke rigtig noget valg. Alternativet er at dette land er det samme om ti år, når mine børn er ved at blive voksne. Det er rigtigt, at regimet kan være meget brutalt. Men flere og flere forstår det. Der er nok mange, der er bange for at gå med i protesterne, men vi bliver flere og flere, og det er meget motiverende. Jeg håber virkelig, at det bliver et bedre land at leve i, siger Fudizwi.