Sådan stemmer du, hvis du skal arbejde på valgdagen
Valg:
Selvom det er en borgerret at stemme, så har du ikke ret til at holde fri fra arbejde for at tage hen og stemme på den lokale skole eller rådhuset i din hjemby. Se her hvordan du afgiver din stemme, selvom du skal arbejde på valgdagen.
Hvis du ikke har mulighed for at gå i stemmeboksen på valgdagen, fordi du skal arbejde, så kan det være en løsning at brevstemme. Du kan brevstemme frem til tirsdag den 13. september 2011 (Foto: Colourbox) Den 15. september går det løs. Den dag skal vi tage stilling til, hvem der skal styre landet de næste fire år. Skal det være Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V)?
Men hvad nu, hvis du er på arbejde fra klokken ni om morgenen til klokken 20 om aftenen - så er valgstederne lukket, når du har fri.
En lang vagt behøver dog ikke være en hindring for at afgive din stemme. Her er et par gode råd til at give dit besyv med til folketingsvalget fra Dansk Erhvervs underdirektør, Charlotte Vester, og Indenrigsministeriet.
5 råd hvis du ikke kan stemme på valgdagen
1. Lav aftale i god tid med din arbejdsgiver
Mange steder vil arbejdsgiveren formentlig ikke se noget problem i, at du smutter et par timer for at afgive din stemme. Men sørg for at finde ud af i god tid, om det er en mulighed.
2. Brevstem
I nogle job vil det være umuligt at forlade arbejdspladsen for at tage hjem og stemme. Derfor kan du gøre brug af muligheden for at brevstemme, som vi alle har ret til, hvis vi er registreret som vælgere.
3. Sørg for at være i god tid med din brevstemme
Du kan brevstemme frem til tirsdag den 13. september 2011 - altså to dage før valget.
Brevstemmen fungerer på samme måde som en almindelig stemme. Du skriver navnet eller bogstavbetegnelsen på partiet på stemmesedlen.
Du kan også stemme på en konkret kandidat, hvis kandidaten er opstillet i den kreds, du tilhører.
4. Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune
Din brevstemme kan du afgive hvor som helst. Det behøver ikke være i din hjemkommune. Du kan for eksempel stemme på folkeregistret og borgerservicecenteret i den kommune, du arbejder, og måske endda nå det i frokostpausen.
5. Husk at medbringe legitimation
Når du skal ned og stemme så husk, at det er vigtigt, at du kan legitimere dig. Derfor skal du medbringe noget, hvormed man kan genkende dig - for eksempel kørekort, pas eller sygesikringsbevis.
Hvis du stemmer almindeligt, har du naturligvis et valgkort. Det kommer ud i løbet af de kommende dage. Har du ikke modtaget dit valgkort inden den 10. september, så henvend dig i din kommune, hvor de vil udskrive et til dig.