Spænder ben for ordblind pige
Danmark rundt:
Førtidspensioneret murer Andres Falberg Poulsø og hustruen Heidi er begge ordblinde, og de kæmper hårdt for hjælpemidler til deres 17-årige ordblinde datter Line, så hun kan tage erhvervsuddannelsen som tømrer.
(Tegning: Bob Katzenelson) SKIBBY: Førtidspensioneret murer Andres Falberg Poulsø og hustruen Heidi er begge ordblinde, og de kæmper hårdt for hjælpemidler til deres 17-årige ordblinde datter Line, så hun kan tage erhvervsuddannelsen som tømrer.
Datteren har fået afslag fra SU-styrelsen på en håndholdt pc i mobilstørrelse, der sætter hende i stand til at få læst tekst op fra byggetegninger ude på byggepladsen.
Anders Falberg Poulø, Skibby, forudser store vanskeligheder, hvis hun ikke får hjælpemidlet, når hun efter grundforløbet starter på sin praktikplads 1. januar. Line har tidligere fået bevilget en bærbar computer og en scanner, men den kan hun jo ikke slæbe rundt på og starte op hele tiden, pointerer han.
- Hun er afhængig af, at der er en, der vil læse op, og det er frustrerende. Problemet kan løses med den håndholdte i lommeformat, der er klar til brug, siger han.
Det er Roskilde Tekniske Skole, der har søgt om den håndholdte pc - og de skriver i ansøgningen, at Line har brug for at få læst tekst op fra tegninger.
SU-styrelsen skriver i sit afslag, at den anser den bærbare pc og scanneren for at være tilstrækkelig. "Bevilling af yderligere teknologi risikerer desuden at øge forvirringen hos eleven", skriver SU-styrelsen, hvor chefkonsulent Ole Boesen ikke vil udtale sig yderligere.
Anders Falberg Poulø har nu klaget over afgørelsen til den Sociale Ankestyrelse og venter på svar.