Gartnerelever får 231.000 kroner efter lønsnyd
Det fynske gartneri Larsen & Roll erkender, at fire elever reelt arbejdede som ufaglærte og har nu betalt 231.000 kroner ekstra til de bulgarske medarbejdere.
- Vi havde aldrig fået pengene uden hjælp fra 3F. De har gjort et flot stykke arbejde. Faktisk gør 3F nu mere end, vi kan forlange, da de hjælper os med at finde et nyt arbejde, siger 28-årige Petrun Petrov, som selv har fået 58.000 kroner.
(Foto: Rikke Madsen) Fire fyre fra Bulgarien har til sammen fået lidt over 231.000 kroner fra deres tidligere arbejdsgiver, Gartneriet Larsen & Roll.
Det fynske gartneri havde fået opholds- og arbejdstilladelser som "gartnermedarbejder" til bulgarerne. Dermed havde østeuropæerne krav på knap 108 kroner i timen som ufaglærte medarbejdere. Men på ansættelsesbeviserne kaldte Gartneriet Larsen & Roll bulgarerne for "praktikant" - og gav dem blot 55 kroner i timen.
Nu har 3F Odense GOPS, der blandt andet organiserer det grønne område, skaffet de fire 3F'ere løn som de ufaglærte medarbejdere, bulgarerne reelt var.
- Vi havde aldrig fået pengene uden hjælp fra 3F. De har gjort et flot stykke arbejde. Faktisk gør 3F nu mere, end vi kan forlange, da de hjælper os med at finde et nyt arbejde, siger 28-årige Petrun Petrov, som selv har fået 58.000 kroner, til Nyhedsbrevet 3F.
Fup-elever til lav løn
Sagen begyndte at rulle, da Nyhedsbrevet 3F i oktober kunne afsløre, at flere fynske gartnerier udnyttede fup-elever som billig arbejdskraft. 20 østeuropæere har gået på erhvervsskolen Dalum UddannelsesCenter, men de får ikke en regulær uddannelse som såkaldt væksthusgartnerassistent i praktiktiden i drivhusene. Østarbejderne arbejder bare på lige fod med de andre ansatte. Til det halve i løn.
Dalum UddannelsesCenter er den første erhvervsskole i landet, som kreativt har brugt den toårige uddannelse som væksthusgartnerassistent - der faktisk er beregnet på bogligt svage danske elever - til at få østarbejdere ind at sidde på nogle af de mange tomme stole i skolens klasselokaler. Dalum UddannelsesCenter, der havde et underskud på 2,6 millioner kroner i 2006, har fået statsstøtte for hver af østarbejderne på uddannelsen.
Blot én dansk elev på den fynske erhvervsskole har taget uddannelsen som væksthusgartnerassistent i perioden fra 2004 til og med 2006.
Nyt krav på 93.000 kroner
Hos 3F i Odense er der tilfredshed med, at Gartneriet Larsen & Roll har indrømmet, at de bulgarske elever i virkeligheden har arbejdet som ufaglærte.
- Jeg har aldrig været i tvivl om, at gartnerierne har brugt uddannelsen på Dalum UddannelsesCenter som påskud for at få billig arbejdskraft. Og det er da klogt og glædeligt, at Gartneriet Larsen & Roll nu har erkendt det og efterbetalt pengene, inden der kom en egentlig faglig sag ud af det, siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS, til Nyhedsbrevet 3F.
3F-afdelingen kræver nu, at det fynske gartneri også betaler ufaglært løn for den tid, hvor de fire bulgarere har siddet på skolebænken på Dalum UddannelsesCenter. Kravet lyder på i alt knap 93.000 kroner.
- Det nye krav er helt naturligt. For eleverne skal ifølge overenskomsten også have voksenløn i skoletiden, siger faglig sekretær Anna Lise Vindeløv.
Brug for klarere regler
Sådan læser direktøren for Gartneriet Larsen & Roll ikke overenskomsten.
- Jeg kan ikke se argumentet for, hvorfor de bulgarske elever skal have løn som ufaglærte i skoletiden. I den periode har de for os at se ikke ydet noget, men været på ferie. Det er ikke rimeligt, siger Torben Roll Madsen, direktør hos Gartneriet Larsen & Roll, til Nyhedsbrevet 3F.
Direktøren fortæller, at gartneriet har valgt at betale voksenløn til de bulgarske elever i praktiktiden, fordi virksomheden ikke kan leve med en beskyldning om underbetaling af udenlandske elever. Men samtidig udelukker han ikke, at gartneriet også fremover vil benytte udenlandske elever fra Dalum UddannelsesCenter.
- Vi er ikke blevet afskrækket af det her. Vi har hårdt brug for elever, og hvis vi ikke kan skaffe danskere, må de komme fra Bulgarien og Ukraine. Men der er brug for klarere regler på området, siger Torben Roll Madsen.
Direktøren for Gartneriet Larsen & Roll efterlyser en fast aftale mellem 3F, hans arbejdsgiverorganisation GLS-A, Dalum UddannelsesCenter samt Udlændingeservice, som udsteder arbejdstilladelser til østeuropæerne.