800 ledige praktikpladser til gartnerelever
Trods mere end 800 ledige praktikpladser inden for gartnerierhvervet vil arbejdsgiverforening have flere pladser.
Danske gartnerier har i de senere år hentet bulgarere som arbejdskraft. Nu vil arbejdsgiverforening have flere elevpladser til gartnerierne trods 800 ledige praktikpladser i branchen. (Arkivfoto) 808 unge danskere har lige nu mulighed for at finde en ledig praktikplads inden for gartnerfaget. For kun 239 ud af i alt 1047 godkendte praktikpladser under uddannelserne til gartner er besat for tiden.
Alligevel klager Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, GLS-A, over for få praktikpladser i erhvervet. Ifølge GLS-A bremser 3F for tilgang af elever til branchen ved i det faglige udvalg at afslå, at visse gartnerier kan udvide antallet af praktikpladser. Men den beskyldning afviser formanden for Den Grønne Gruppe i 3F, Arne Grevsen, fuldstændig:
- Der mangler ikke praktikpladser. Der mangler elever, siger han.
GLS-A: 3F i defensiven
Formanden for GLS-A, godsejer Gerner Wolff-Sneedorff, mener, at 3F gentagne gange stikker en kæp i hjulet, når navnlig gartnere ønsker flere elever:
- Det er nærmest reglen og ikke undtagelsen, at 3F er i defensiven når et gartneri ønsker flere elever, og det kan ingen være tjent med, siger han.
Mistanke om middel til billig arbejdskraft
3F vil meget gerne være med til at fremtidssikre den danske gartnerisektor - men har på ingen måde tænkt sig at slække på elevernes mulighed for at få en ordentlig uddannelse, lyder det fra formanden for Den Grønne Gruppe, Arne Grevsen.
- Dygtige, faglærte gartnere skal forsat stå for oplæringen på gartnerier, og der skal være adgang til anstændige toilet- og omklædningsforhold. Når vi på et tilsynsbesøg på et gartneri konstaterer, at forholdene ikke er gode nok, siger vi nej til elever på gartneriet af hensyn til eleverne og fagets fremtid, siger han.
Når det faglige udvalg godkender elevpladser, kan stillingen besættes af enten en dansk elev eller en udenlandsk praktikant.
- Gartnerier har i de senere år i stor stil benyttet sig af ukrainske praktikanter og bulgarske akademikere. Udlændinge er endt på halve uddannelser, mens arbejdsgivere har fået fuld bonus på 70.000 kroner for hver uddannelsesaftale. Jeg har en nagende mistanke om, at flere gartnerier vil udvide antallet af elevpladser for at få billig, udenlandsk arbejdskraft, siger Arne Grevsen.