Dansk Folkepartis dobbeltspil
Ugens politik: Efter Vaxholm-dommen sprang Dansk Folkeparti ud som fuldblods fans af den danske model. Men begivenheder i denne uge tyder på, at det mere er partiets had til EU, der er drivkraften.
Spørgsmålet er så, om det er ægte kærlighed til den danske model eller nærmere et indgroet og fra Fremskridtspartiet nedarvet had til EU, der var årsag til Dansk Folkepartis melding.
På den ene side støtter partiet den grundtanke, at parterne på arbejdsmarkedet selv klarer ærterne. Fornuftigt nok, da mange af vælgerne er tidligere social-demokrater, som fik aftalemodellen ind med ske og en fagforeningsbog i konfirmationsgave.
På den anden side har partiet flere gange ytret sit mishag og talt om lovindgreb, når fagbevægelsen har brugt aftalemodellen til at gå i konflikt mod arbejdsgivere, som nægter at indgå overenskomst – senest i forbindelse med den fuldt lovlige konflikt mod Nørrebro Bryghus.
Aggressiv Messerschmidt
I december sidste år vi den her i spalten hyppigt omtalte Vaxholm-dom, hvori EF-domstolen sætter det svenske, men også det danske arbejdsmarked under pres. Og da sprang Dansk Folkeparti pludselig ud som den danske models største fans.
På et samråd om sagen i februar var det svært at høre forskel på Enhedslistens Line Barfoed og Dansk Folkeparts EU-ordfører og kommende kandidat til Europa-parlamentet, Morten Messerschmidt.
Sidstnævnte var faktisk den mest aggressive over for beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
EF-domstolen er blevet for politisk, og kravet fra partiet var klart: Enten skal selve udstatio-neringsdirektivet ændres, eller der skal skrives en sikring af konfliktretten ind i den nye traktat i form af et forbehold.
Det var før, Folketinget havde sagt god for Lissabon-traktaten – og før irerne satte hele processen i stå ved at stemme nej.
Had eller kærlighed?
Spørgsmålet er så, om det er ægte kærlighed til den danske model eller nærmere et indgroet og fra Fremskridtspartiet nedarvet had til EU, der var årsag til den melding.
Det melder sig i lyset af denne uges store historie om Udlændingeservice, der har ”glemt” at oplyse danskere med unge udenlandske ægtefæller om, at 24-års regelen reelt ikke holder vand. Fordi der er mere lempelige regler i EU.
Mange reagerede med forargelse – over for Udlændingeservice, integrationsministeren og hendes forgænger.
Men Dansk Folkeparti gik – ikke overraskende – den modsatte vej og kaldte det et hul, som må stoppes.
Mere eller mindre kardinalt
Her er vi så tilbage ved EU-ordfører Morten Messerschmidt. I et interview i DR2’s deadline tirsdag krævede han på Dansk Folkepartis vegne, at det danske retsforbehold – som regeringen i øvrigt vil af med – skal modificeres, så Danmark kan beholde sin stramme udlændingepolitik.
Som Messerschmidt sagde, kan det ”ikke komme bag på mange, at udlændingepolitikken er et kardinalpunkt for os”. Og så kom truslen:
- Regeringen har masser af sager, dem skal have igennem hele tiden. Hvis de ikke vil hjælpe os, kan vores lyst til at hjælpe dem også blive mindre.
Altså en indirekte trussel om at vælte regeringen, hvis den ikke vil være med til at sikre danske særregler på udlændingeområdet.
Da det for et par måneder siden var konfliktretten, der var i fokus, kom der ingen tilsvarende trussel. Og siden har partiet indgået adskillige forlig med regeringen – herunder været garant for den forsinkede finanslov.
Konklusionen må være, at det for Dansk Folkeparti er vigtigere at holde nogle få unge udlændinge uden for landets grænser end at sikre den over 100 år gamle konfliktret.
Men det er vel egentlig ikke overraskende.