Uddannelse koster Claus kassen
Lagerarbejder Claus Limkilde Larsen, 42, drømmer om en fremtid i en anden branche, når Wittenborg lukker. Men nye regler gør det dyrt for fyrede at tage en uddannelse.
Claus Lemkilde Larsen er i et svært dilemma. Fratrædelsesbonus eller støtte til uddannelse. ((Foto: Carsten Ingemann)) Fyret efter 24 år som lagerarbejder på Wittenborg i Odense. Claus Limkilde Larsen, 42 år, står midt i et af sit livs største valg.
- Det er nu eller aldrig, hvis jeg skal noget andet. Men hvis jeg følger min drøm om at blive voksen-underviser, kommer det til at koste dyrt, siger Claus Limkilde Larsen.
I 25 år har han været frivillig i foreningsarbejde. Blandt andet som fodboldtræner for en flok lidt besværlige drenge. Det har givet lyst til at arbejde måske på et bosted for unge.
Planen var at tage HF-fag i et år med voksenuddannelsesstøtte (SVU) og gå i gang med uddannelsen som voksenunderviser. Dels på dagpenge - hvis kommunen ville gå med til det - og dels på SU.
Må vælge ny vej
Men nu vil regeringen og Dansk Folkeparti lukke for SVU til fyrede fra 2011. Tæppet er trukket væk under Claus Limkilde Larsens planer.
Han kan vælge at stoppe på Wittenborg og søge SVU før nytår - men så mister han et halvt års løn og en fratrædelsesbonus på op mod 90.000 kroner. Eller han kan blive på Wittenborg, tage pengene og måske bygge lidt ovenpå sin lager- og transportarbejderuddannelse.
- Jeg har ufrivilligt fået meget at tænke over, lyder det fra Claus Limkilde Larsen.
Læs mere om nedturen på automatfabrikken i Fagbladet nummer 14.
Nedskæringer bremser uddannelse
- Fra 2011 kan man ikke mere få støtte til voksenuddannelse (SVU), hvis man er fyret eller selv har sagt op. Lovforslaget ventes vedtaget senere på året.
- Den supplerende varslingspulje afskaffes fra 2011.
- Pengene til erhvervsrettet voksenuddannelse som AMU skæres ned med en tredjedel næste år.