SiD rystet over indgreb i uddannelser

Et politisk flertal tegner sig nu for en beskæring af erhvervs-uddannelserne. SiD er rystet over planerne og kalder det en hån mod de svageste unge.

Regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale er enige om en ny aftale, der blandt andet betyder en markant forringelse af skolepraktikordningen samtidig med, at elever i skolepraktik fremover skal modtage SU i stedet for lærlingeløn. Regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale er enige om en ny aftale, der blandt andet betyder en markant forringelse af skolepraktikordningen samtidig med, at elever i skolepraktik fremover skal modtage SU i stedet for lærlingeløn.

Inden udgangen af november bliver Venstre, Konservative, Dansk Folkepart og Det Radikale Venstre enige om en ny aftale for, hvordan fremtidens faglige uddannelser skal skrues sammen, skriver LO's Ugebrevet A4 i dag.

Aftalen kommer blandt andet til at betyde en markant forringelse af skolepraktikordningen samtidig med, at elever i skolepraktik fremover skal modtage SU i stedet for lærlingeløn. Desuden skal der være mulighed for at tage kortere erhvervsuddannelser med et klippekortsystem. Endelig ændres finansieringen af skolepraktikken, hvor staten overtager finansieringen fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Uddannelseskonsulent i SiD Poul Christensen havde ventet forslaget, men er alligevel rystet over forringelserne på erhvervsuddannelserne.

- Det her er en hån mod de svageste i uddannelsessystemet. Med klippekortmodellen fjerner man reelt uddannelsesgarantien for den her gruppe af unge. Og kunne man forestille sig andre uddannelser, hvor man kan hoppe ud når man er halvvejs? En halv læge eller skolelærer vil da aldrig få et job, konstaterer Poul Christensen.

Ingen gider betale

Til Ugebrevet A4 ryster uddannelsesordfører for de Radikale Marianne Jelved på hovedet af protesterne fra fagbevægelsen.

- Til beroligelse kan jeg sige, at for de radikale er det afgørende, at aftalen indeholder en uddannelsesgaranti. Men for os har opgaven været at bygge et mere fleksibelt erhvervsuddannelsessystem op for at imødegå frafald. Jeg ser klippekortet som et bidrag til, at man kan tage en faglig uddannelse i flere moduler, siger hun blandt andet.

Men SiD's Poul Christensen mener ikke tingene hænger sammen.

- Uddannelsesgarantien skal være reel, og vi frygter, at denne mulighed især vil blive brugt til at hoppe ud.

Han er i særdeleshed sur over måden, hvorpå den radikale leder affejer protesterne.

- Der bliver antydet, at vi har beton i hovedet, og at vi i fagbevægelsen ikke kan tænke nyt. Men vi holder jo bare fast på, at eleverne på erhvervsuddannelserne skal kunne deres fag. Men problemet er jo at ingen gider betale for at de her unge kan få en ordentlig uddannelse.

Manglende praktikpladser er problemer

At elever i skolepraktik skal på SU får også Poul Christensen til at ryste på hovedet.

- Det har hele tiden været vores holdning, at der skulle være ligestilling mellem elever i skolepraktik, og dem med rigtige lærepladser. Det bliver også fjernet nu.

Han understreger at, hvis alle kunne få praktikpladser var der ingen problemer.

- Men der er ikke nok praktikpladser og man tør ikke tvinge virksomhederne til at leve op til deres ansvar og tage lærlinge. Og så bliver de unge mennesker sorteper, siger Poul Christensen.