Dansk bekymring over giftigt kinesisk arbejdsmiljø

Danmarks ambassade i Kina overvejer systematisk hjælp til danske virksomheder, så de kan finde underleverandører, der overholder arbejdsmiljøreglerne.

GLOBALISERING: Omkring 100.000 kinesere omkommer hvert år i arbejdsulykker, og antallet af arbejdsrelaterede dødsfald i Kina nærmer sig den halve million om året.

Verdens folkerigeste land, der tiltrækker mere og mere industriproduktion, har ondt i arbejdsmiljøet. Og det rammer også de 269 danske virksomheder i Kina, der har etableret i alt 55.750 arbejdspladser i landet - hovedparten i de seneste fem år.

Peter Sand, leder af handelsafdelingen på den danske ambassade i Beijing, overvejer derfor, hvordan ambassaden kan tilbyde danske virksomheder systematisk hjælp til at finde underleverandører, der overholder reglerne.

- Der er et stort fokus på arbejdsmiljø, og vi vil gerne hjælpe virksomheder på den front med et mere færdigudviklet produkt. Så det overvejer vi i øjeblikket, siger Peter Sand.

Ifølge en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra The Copenhagen Centre i København stiller kun hver fjerde mindre danske virksomhed krav til underleverandører om arbejdsmiljøet. Samtidig svarer over halvdelen af virksomhederne, at deres egne kunder faktisk stiller krav om arbejdsmiljø.

Børge Frederiksen, formand for Industrigruppen i 3F, er rystet over, hvor lidt ansvar de danske virksomheder tilsyneladende tager.

- Den med, at ansvaret kun rækker til fabriksporten går ikke længere. Virksomhederne er nødt til at tage et større socialt ansvar, siger Børge Frederiksen, der selv har været i Kina og fået et indtryk af arbejdsforholdene.

Læs tema side 16-27

Verdens folkerigeste land, der tiltrækker mere og mere industriproduktion, har ondt i arbejdsmiljøet.