Ledighedstal ramt af sommerferien

Ledigheden faldt kraftigt i august, viser nye tal. Men forklaringen kan være, at ledige har skubbet deres ferie, mener 3F-økonom.

Ledighedstallene er usikre på grund af sommerferien, mener 3F's økonom. (Arkiv)Ledighedstallene er usikre på grund af sommerferien, mener 3F's økonom. (Arkiv)

Over 60 procent af de ledige i 3F holdt deres ferie i august i år. Under 40 procent holdt ferie i juli. Sidste år holdt 55 procent af de ledige ferie i august og 45 procent i juli. Dermed holdt de ledige senere ferie i år. Og det kan være forklaringen på, at ledighedstallet ifølge Danmarks Statistik er faldet med 5.100 personer, inklusiv aktiverede.

- Når de ledige holder ferie, tæller de ikke med i ledighedstallet. Og godt nok er tallene korrigeret for sæsonudsving, men formentlig ikke nok. Og når vores ledige har skubbet deres ferie i år, er det sandsynligt, at det også gælder andre ledige, mener Anita Vium, 3F's cheføkonom.

Ifølge Danmarks Statistiks oplysninger, var der i august sidste år 9.200 og i august i år 17.500, der fik feriedagpenge. Også det tyder på, at flere holder senere ferie.

Stigning hen over sommer

Anita Vium hæfter sig ved, at ser man på ledighedstallene hen over sommeren - fra juni til august - så er bruttoledigheden steget lidt, nemlig fra 164.500 til 165.800.

- Meget tyder på, at der er gået sommerferie i tallene: Først viste de en kæmpe stigning fra juni til juli og nu et kæmpe fald. Jeg tror desværre, det er for tidligt at konkludere, at nu falder arbejdsløsheden entydigt, siger Anita Vium.

Og at ferietallene kan være svære at regne med, ved man godt i Finansministeriet:

- Der er sædvanligvis vanskeligheder ved at måle ledigheden i sommermånederne, og Finansministeriets prognose peger desværre fortsat på stigninger i ledigheden frem mod årsskiftet, udtaler finansminister Claus Hjort Frederiksen.