Hver tredje flygter fra multimedieskat

Hver tredje lønmodtager, der står til at blive ramt af multimedieskatten, vil forsøge at slippe for skatten. Det viser ny meningsmåling.

Cirka 60.000 3F'ere skal betale ekstra skat. De får betalt mobilregningen af deres arbejdsgiver. Derfor vil mange levere telefonen tilbage for at slippe for regningen. (Arkivfoto: Colorbox.)Cirka 60.000 3F'ere skal betale ekstra skat. De får betalt mobilregningen af deres arbejdsgiver. Derfor vil mange levere telefonen tilbage for at slippe for regningen. (Arkivfoto: Colorbox.)

Hver tredje af dem, der står til at blive ramt af den forhadte multimedieskat, vil forsøge at undgå beskatningen.

Ifølge en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for Børsen, vil danskerne omgås skatten. For eksempel ved at levere mobiltelefonen tilbage til arbejdsgiveren eller ved selv at betale for deres internetforbindelse.

6 ud af 10 er dog parat til at beholde deres elektroniske udstyr mod at få lagt ekstra 3.000 kroner oven i deres skattepligtige indkomst i 2010.

Rammer skævt

Multimedieskatten vil fra nytår ramme flere hundrede tusinde danskere, der benytter arbejdsgiverbetalt mobiltelefon, computer eller internetforbindelse privat.

Niels Sonne, statsautoriseret revisor hos Deloitte, siger, at skatten vil ramme skævt.

- Det virker lidt underligt, at hvis man har et kontorjob med fastnettelefon, kan man tale alt det privat, man vil - uden at blive beskattet. Men er man f.eks. håndværker, og bilen udgør ens kontor, er man tvunget til at betale multimedieskatten, hvis man bare en enkelt gang vil ringe hjem og sige, at man er forsinket, siger han til Børsen.