S tror på udfasning af Østaftale
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil af med Østaftalen for at gøre det lettere for arbejdskraft fra Østeuropa at komme til Danmark.
Og efter et møde onsdag i Beskæftigelsesministeriet tyder alt på, at partierne er klar til støtte en udfasning af aftalen allerede efter sommerferien. Aftalen løber ellers frem til 2009.
- Det var et meget positivt møde. Jeg var glad for, at de ønsker og krav, som vi havde med til bordet, ikke blev afvist af ministeren, men blev taget godt imod, og nu kommer til at indgå i de videre drøftelser. Det tyder på, at der også er en forståelse fra regeringens side, sagde arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov (S) til radiomagasinet NyhedsXpressen efter mødet.
Socialdemokraterne har blandt andet krævet, at fagbevægelsen får adgang til oplysninger om de virksomheder, der opererer i Danmark, så man på den måde bedre kan kontrollere, at de opfylder danske løn- og arbejdsvilkår.
Desuden ønsker man mere myndighedskontrol, så Skat og Arbejdstilsynet i langt større omfang kommer på kontrolbesøg på arbejdspladserne.
Beskæftigelsesministeren har selv præsenteret partierne for en sekspunktsplan for udfasningen og også her indgår et element om myndighedskontrol.
Claus Hjort Frederiksens plan og partiernes forslag skal nu diskuteres med LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).