Mindre arbejdsmiljø for 50 millioner kroner
Forebyggelse af nedslidning og arbejdsulykker målrettet de enkelte virksomheder mister 50 millioner ifølge VKO's genopretningsplan. Pengene skal gå til andre formål.
Forebyggelse af nedslidning og arbejdsulykker mister 50 millioner kroner årligt i regeringens genopretningsplan. Forebyggelse af nedslidning og arbejdsulykker mister 50 millioner kroner årligt i regeringens genopretningsplan - eller halvdelen af alle de midler, som arbejdsmarkedets parter disponerer over. Især til målrettet vejledning ude på de enkelte virksomheder, uddannelse og forskning.
Men selvom arbejdsgiverne er storsponsorer og via deres forsikringer bidrager med 84 millioner kroner og nu må se loven blive skrevet om og de fleste af deres penge gå til helt andre formål, er vreden til at overse. I Dansk Arbejdsgiverforening har man ifølge underdirektør Thomas Philbert Nielsen valgt af tage besparelserne til efterretning.
- Vi er ikke sure. Vi deler regeringens opfattelse af, at vi alle må bidrage til genopretningen. Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem midler og aktiviteter. Men så må vi bare blive dygtigere, smartere til det, vi gør, og måske også acceptere, at der er ting, vi ikke kan gøre i en periode, siger Thomas Philbert til Nyhedsbrevet 3F.
DI: ærgerligt
Også i Dansk Industri støtter man regeringens genopretningsplan og finder den nødvendig. Her siger arbejdsmiljøleder Anders Just Pedersen:
- Parternes arbejde gennem Branchearbejdsmiljørådene er væsentligt, og nu kommer vi til at lave mindre af det. Det ærgrer mig.
En hær uden kugler
I 3F undrer man sig over arbejdsgivernes stiltiende accept af det, der mest af alt ligner tyveri. Det kan kun være politisk begrundet, mener næstformand Steen Andersen, der ligesom den øvrige fagbevægelse frygter for konsekvenserne, når halvdelen af pengene forsvinder.
- Det er en bombe. Vi får i arbejdsmiljøet en hær uden kugler. De færre penge vil give mindre forebyggelse, flere arbejdsulykker, flere nedslidte og flere, som bliver ude af stand til at varetage et arbejde. En utrolig kortsigtet løsning, samfundet kommer til at betale dyrt for, når der igen kommer til at mangle arbejdskraft.
AT: Pengene skulle findes
I Arbejdstilsynet er vicedirektør Lis Gamborg ikke glad for besparelserne. Men det var en bunden opgave. Pengene skulle findes, hvor det gjorde mindst ondt.
- Selvfølgelig har det konsekvenser, når man tager 50 millioner kroner fra et område. Men vores tilsyn med virksomhederne fortsætter uændret. Den særlige indsats mod nedslidende arbejde fortsætter uændret, og selv om branchearbejdsmiljørådene får færre penge, vil de fortsat kunne lave vejledninger målrettet de enkelte virksomheder, siger Lis Gamborg.