Unge skal holdes fast i uddannelsen
Erhvervsskolerne har uddannet handlingsplaner for, hvordan de vil nedbringe frafaldet blandt eleverne.
Landets erhvervsskoler tager en lang række redskaber i brug for at øge antallet af elever, der gennemfører en uddannelse. Som noget nyt udarbejder skolerne bl.a. handlingsplaner, der indeholder en strategi og et årligt mål for, hvor meget skolen vil nedbringe frafaldet.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) peger på, at handlingsplanerne skal være med til at sikre, at mindst 95 procent af alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse i 2015.
”Erhvervsskolerne har gennem mange år arbejdet på, at flere gennemfører og færre falder fra en erhvervsuddannelse. Det nye er, at skolerne nu udarbejder en handlingsplan, som forpligter skolerne og bestyrelserne til at nå konkrete mål. Skolerne bestemmer selv, hvilke redskaber de vil tage i brug for at nå deres mål – og mange skoler har allerede opnået gode resultater med for eksempel mentor- og kontaktlærerordninger,” siger Bertel Haarder.
Skolerne lægger handlingsplanerne på deres hjemmesider og afrapporterer en gang om året til Undervisningsministeriet. I handlingsplanerne for 2008 opgiver skolerne i gennemsnit, at de vil forbedre frafaldet på grundforløbet med tre procentpoint og knap et procentpoint på hovedforløbet inden næste års handlingsplan.
Op mod 90 procent af skolerne vil bruge mentorordninger, kontaktlærere og styrket pædagogiske og psykologisk rådgivning i bestræbelserne for at fastholde eleverne. Halvdelen vil bruge grundforløbspakker, mens 40 procent vil efteruddanne og kompetenceudvikle lærerstaben.
Mange skoler med handelsmæssige uddannelser vil fremme dialogen med virksomheder og frorbedre redskaberne for at forbedre overgangen mellem grundforløb og hovedforløb. Erhvervsskolerne i de store byer vil lægge vægt på at finde redskaber til en forbedret integration af elever med en anden etnisk baggrund end dansk.
Der afsat 50 millioner kroner i perioden 2007-2009 til arbejdet med handlingsplanerne. Planerne indgår i reformen af erhvervsuddannelserne og er indført med virkning fra den 1. januar 2008.