SF rejser sag om strafafgift på a-kasser
Lovforslag er juridisk utrolig betænkeligt, siger SF's Ole Sohn om nyt a-kasseforslag fra Beskæftigelses-ministeren. SF rejser sagen overfor ministeren i denne uge.
A-kasserne har udsigt til at blive straffet enednu mere økonomisk af regeringen. Arkivfoto: Harry Nielsen Forslaget er juridisk utrolig betænkeligt og moralsk forkasteligt. Jeg har i hvert fald aldrig før hørt om, at staten bruger den form for bødesystem som indtægtskilde for staten.
Det siger SF's arbejdsmarkedsordfører Ole Sohn på baggrund af et lovudkast fra beskæftigelsesministeriet om tilbagebetaling af refusion fra a-kasserne.
Som Fagbladet/sid.dk skrev i sidste uge, barsler ministeriet med et lovforslag, hvorefter a-kasserne fremover skal fratages deres refusion fra staten i tilfælde af fejludbetalinger til et medlem - også selv om staten ikke har lidt et økonomisk tab.
Sidste år slog ombudsmanden i forbindelse med en konkret sag fast, at a-kassen alene skulle miste refusion fra staten, svarende til statens reelle tab.
Men nu vil regeringen ændre loven, så det hedder, at "tilbagebetalingen til staten skal ske, uanset om staten har lidt et økonomisk tab".
Straffesystem overfor a-kasser
Ole Sohn er forarget over forslaget, der endnu ikke er fremsat i Folketinget.
- Jeg opfatter det sådan, at man vil indføre et bødesystem - eller et straffesystem - overfor a-kasserne, som skal være en indtægtskilde for staten. Begrundelsen herfor kan jeg ikke se.
- Det er helt uhørt, at staten begynder at opkræve straf-gebyrer som indtægtskilder. Jeg mindes ikke at vide andre steder i det offentlige, hvor staten bruger et indtægtssystem som straf.
- Her vil man indføre et system, hvorefter a-kasserne, hvis de laver en fejl, ikke alene skal indfri statens tab, men betale uanset hvad. Og jeg kan ikke se andet formål, end at man her igen vil forsøge at finde en måde at gøre livet mere surt for a-kasserne og deres medlemmer, siger han.
- Det er moralsk forkasteligt og uhørt, mener Ole Sohn, der vil rejse sagen overfor ministeren i denne uge.
Juridisk betænkeligt
- Jeg synes ikke, det er rimeligt, og kan heller ikke se, hvordan det kan være i tråd med en liberal holdning. I første omgang vil jeg drøfte det ministeren på det uformelle plan, for forslaget er ikke fremsat endnu.
- Men hvis det bliver fremsat, vil jeg tage meget hårdt fat i det. For ud over det moralsk anstødelige i det, mener jeg også, at det er juridisk utrolig betænkeligt. Netop fordi det er en juridisk nyorientering, mener jeg ikke, at det bare er noget som Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg kan tage sig af. Så må Justitsministeriets lovkontor og Retsudvalget inddrages i det, for det vil jo givet fald kunne få konsekvenser en lang række andre steder i det offentlige, mener Ole Sohn.