"Træls ad helvede til"

Økonomien er stram for familien Olsen i Lemvig. Alle i familien, inklusiv de tre døtre, må bidrage til husholdningen.

Budgettet er stramt, men en flink bankrådgiver gjorde det muligt for familien at låne penge til en ny computer til Jans studier. (Foto: Martin Bubandt)Budgettet er stramt, men en flink bankrådgiver gjorde det muligt for familien at låne penge til en ny computer til Jans studier. (Foto: Martin Bubandt)

Familien Olsen lever for skrabede midler. Lone er førtidspensionist og har muskelsvind og sukkersyge. Med Jans revalidering har de cirka 7.000 kroner om måneden efter faste udgifter.

Derfor må døtrene spæde til husholdningen. Sascha og Diana arbejder flere gange om ugen på et idrætscenter 16 kilometer fra Lemvig. Den mellemste, Jeanet, hænger også i med tre fritidsjob ved siden af gymnasiet.

God hjælp fra venner og familie

- Vi er fattige på den måde, at skal vi have eller opleve et eller andet, kan vi ikke gøre det af lyst. Vi er nødt til at vende hver en krone og tænke os om og ellers finde pengene et andet sted i regnskabet. Det er træls ad helvede til, men heldigvis har vi venner og familie, der hjælper os, når de kan, siger Jan.

En forstående bankrådgiver er også medvirkende til, at Jan kunne låne til en computer til sin uddannelse. Valget faldt på et slagtilbud i Aldi.