Bygningsarbejdere i Latinamerika

3F støtter bygningsarbejdere i Bolivia, Nicaragua og Guatemala i sit program i Latinamerika med støtte fra Danida. Det er en branche, der er hårdt ramt af ringe arbejdsforhold og offentlige nedskæringer.

3F samarbejder med Nicaraguas to landsforbund inden for byggebranchen.

De får blandt andet rådgivning i at styrke organisationerne og lave kampagner og alliancer.

Målet er at gøre dem bedre rustet til at forsvare og forbedre medlemmernes arbejds- og levevilkår, der er under hårdt pres i disse år.

Byggeriet er blevet ramt af de senere års internationale og nationale politik. Nicaraguas regering er forpligtet til at begrænse offentlige investeringer væsentligt for at overholde sin aftale med den Internationale Valutafond, IMF. Samtidig vinder multinationale selskaber stadig større indpas på nicaraguansk jord.

Flere bygningsarbejdere hyres af underleverandører, og det skaber ringere arbejdsforhold og mangel på rettigheder og beskyttelse.

Ved seneste overenskomstforhandling lykkedes det de to forbund at hæve lønnen med 15 procent.

En del arbejde foregår i samarbejde med det internationale bygningsarbejderforbund, BWI.



Bygningsarbejdere i Guatemala

3F støtter den faglige organisering i byggeriet i Guatemala.
Det sker i samarbejde med bygningsarbejderforbundet Sincs-G og den internationale brancheorganisation, BWI.

3F samarbejder blandt andet med Sincs-G om oplysning, kampagner og nationale, regionale og internationale alliancer.

Byggeriet er hårdt ramt af stagnation og forringelser af arbejdsforholdene.
Det forstærkes af stor fjendtlighed over for faglig organisering.

Langt de fleste bygningsarbejdere er uorganiserede og ansat på korte kontrakter. De er derfor dårligt beskyttede.

Mange bygningsarbejdere dør eller invalideres hvert år på grund af dårlig sikkerhed på byggepladserne. Tragedierne forværres af, at 90 procent af arbejderne ikke er dækket af landets sociale sikkerhedsordning og derfor ikke kan få erstatning eller understøttelse.

Bygningsarbejderne har opnået fremskridt trods hårde odds, senest inden for trepartsforhandlinger og arbejdsmiljø.

Byggeboom i Bolivia

Bolivia har de senere oplevet et stort. byggeboom 3F Bolivia samarbejder  med bygningsarbejderforbundet SNTCB om at skabe bedre forhold og sikre flere rettigheder for arbejderne.

Forbundet har arbejdet for, at de offentligt ansatte bygningsarbejdere får mulighed for at organisere sig og forhandle overenskomst på lige vilkår med private. Det er - som noget nyt - blandt andet sket gennem trepartsforhandlinger med regering og arbejdsgivere.