Få gratis overnatning på din ferie
Alternativ ferie:
Hvis du er til en alternativ, men billig ferie, så prøv couchsurfing. Her overnatter du gratis hos folk i hele verden. Det eneste, du skal huske som en god couchsurfer (sofasurfer red.), er at opføre dig ordentligt og overholde de regler, som værten har bestemt.
En god måde at møde nye mennesker på og få gratis overnatning er at couchsurfe - her overnatter man gratis hos andre på deres "sofa". (Foto: Colourbox) - Vær med til at gøre verden bedre, en sofa ad gangen. Omtrent sådan lyder sloganet for www.couchsurfing.org, der er en hjemmeside, hvor man kan finde værter overalt i verden, som man kan overnatte gratis hos.
Og det er faktisk ret let at komme i gang med at planlægge sin "gratis" ferie, for om det er i Danmark eller USA, så er der værter, der vil tilbyde overnatning.
Det eneste, du skal gøre for at komme i gang, er at oprette en profil på hjemmesiden. Her skal du blandt andet svare på, om du kun vil søge steder at overnatte, eller om du også gerne vil tilbyde andre, at de kan overnatte hos dig. Du kan også bare tilbyde dig som guide for couchsurfere, som skal forbi din by.
Efter et besøg hos en couchsurfer, skal det anmeldes. Var det godt, skidt og hvorfor? På den måde kan andre surfere se, om netop den person vil være en dårlig eller god vært for dem.
Det er gratis at oprette sig på hjemmesiden, og lige nu er der små 9.000 danskere, som er medlemmer. På verdensplan er der faktisk små 3 millioner mennesker, som enten tilbyder en sofa, som rejsende kan overnatte på, eller folk, som søger et sted at overnatte.
Sjovt at møde folk
David Lorentzen er en af de mange tusinde danske couchsurfere. Til daglig arbejder han for Coop Danmark, men når han har fri, tilbyder han sin sofa til rejsende i verden.
- Jeg har vel haft omkring 15, som har overnattet hos mig. Det har både været gæster lige fra Libanon og Canada til danskere og hollændere, og det har både været unge i start 20'erne og ældre i slutningen af 30'erne, forklarer David Lorentzen, der kun har haft positive oplevelser ved couchsurferbesøgene:
- Alle mine gæster har opført sig rigtig pænt, men der er selvfølgelig nogle, man klikker bedre med end andre, fortæller David Lorentzen, som aldrig har frygtet, at der var gæster, som ikke havde "rent mel i posen".
- Jeg har jo ikke et hjem, hvor der ligger og flyder med pengesedler eller store fladskærme, og jeg stoler grundlæggende på folk, lyder det fra couchsurferen, som indtil videre har haft ret i sin overbevisning.
Kom langt med god opførsel
Den 33-årige couchsurfer skal i sommeren benytte sig af hjemmesiden og har allerede planlagt en couchsurfingtur England rundt.
- Jeg er glimrende lønnet og kunne sagtens indlogere mig på hotel, men denne her måde at rejse på er bare langt sjovere. Du møder de lokale på en anden måde og ser en anden vinkel af det land, du besøger, forklarer David Lorentzen, som før har couchsurfet i Bretagne i Frankrig.
- Det eneste, det kræver, er, at man har en fyldestgørende profil på hjemmesiden, og at man har sat sig ordentligt ind i projektet samt de profiler, man kontakter, forklarer David Lorentzen.
Desuden er en del af couchsurfingprojektet, at man ikke tager penge for at lade folk overnatte, og man skal heller ikke forvente at få gaver af de overnattende.
- Hvis man forventede at få gaver, så kunne folk jo ligeså godt have penge med, forklarer David Lorentzen og tilføjer:
- Men der er jo ingen, der siger nej til en lille ting.