Fagligt Mærsk-netværk giver resultater
Dialog mellem fagforeninger og A.P. Møller-Mærsk har løst konflikter internationalt. I Aqaba i Jordan, hvor rederiet driver en havneterminal, har de ansatte dannet den første fagforening nogensinde.
Det internationale faglige Maersk netværk giver nu resultater i form af overenskomster og som i Jordan en helt ny fagforening. (Arkivfoto.) Fagforeninger vinder sejre i Mærsk. I april i år mødtes A.P. Møller-Mærsk-direktøren Knud Pontoppidan for første gang med en række tillidsfolk i det internationale faglige Mærsk Netværk. Nu begynder resultaterne at vise sig.
- Både vi og Mærsk har oplevet, at der er brug for netværket til at skabe en dialog, der kan løse konflikter, der ikke blev løst førhen, siger Henrik Berlau, forhandlingssekretær i 3F. Han er koordinator for netværket.
Aftale på plads i England
I Storbritannien har Mærsk-selskabet Norfolkline accepteret at indgå en overenskomst med transportforbundet RMT på tre skibe, der sejler i den engelske kanal. Det sker efter mere end et års strid, hvor RMT har presset på for at forhandle med Norfolkline på vegne af de ansatte.
- Selskabet har helt klart ændret attitude over for os. Årsagen er formentlig en kombination af det arbejde, der er gjort her i landet og pres fra Mærsk-netværkets side, siger Steve Todd, national sekretær i RMT.
Første fagforening i havn i Jordan
I Aqaba i Jordan, hvor A.P. Møller-Mærsk driver en havneterminal, har de ansatte i dannet den første fagforening nogensinde. Det er sket med støtte fra A.P. Møller-Mærsk, der endog hjalp fagforeningen med at finde lokaler til valg af ledelse og give de ansatte mulighed for at stemme, fortæller den nyvalgte formand, Mohammad Khraisat.
Indtil september 2006 var havnen statsejet og faglig organisering forbudt. Da havnen blev privatiseret forsøgte fagforeningen at blive anerkendt. I begyndelsen var forholdet mellem fagforeningen og Mærsk-selskabet APM Terminals dog anstrengt.
- Først insisterede Mærsk på individuelle kontrakter for havnearbejderne i stedet for en kollektiv aftale. Men nu anerkender selskabet fagforeningen og ønsker dialog og kollektive aftaler, fortæller Mohammad Khraisat.