NATO-billede: Voldsom kamp på kapret skib
Kapringen af det danske skib Leopard var voldsom. Det viser billede, der er frigivet af NATO. Her ses smadrede ruder på hele kommandobroen.
Det danske skib Leopard blev kapret af pirater 12. januar. Billedet viser, at det skete voldsomt. Ruderne på kommandobroen er smadret. (Foto: NATO) ”Der er indledt forhandlinger med piraterne. Og vi kan bekræfte, at hele besætningen har det godt.”
Det er stort set det eneste, rederiet Shipcraft oplyser om den situation, der har ramt besætningen fra dets skib Leopard.
Det blev kapret af pirater ud for Somalias kyst den 12. januar. Billede frigivet af NATO tyder nu på, at det skete under særdeles dramatiske omstændigheder.
Smadret kommandobro
Billedet er taget, da et tyrkisk krigsskib nåede frem til skibet. På dette tidspunkt var besætning og pirater væk, men når man sætter lup over billedet, kan man se tegn på kamp.
Billedet viser, at samtlige vinduer på skibets kommandobro er i stykker, formentlig på grund af skud.
- Billedet tyder på langt mere dramatik, end der hidtil er oplyst. Og det er fortsat uafklaret, om besætningen er kommet frivilligt ud af sikringsrummet ombord. Men hverken rederi eller myndigheder har oplyst nærmere om, hvad der er sket, siger Henrik Berlau, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
Grovere forhold
Han kalder billederne yderst bekymrende. Det skyldes især, at piraterne bliver mere og mere brutale. Det oplyser blandt andre Det Internationale Transportforbund.
Senest er en sømand blevet myrdet af pirater. Det skete i januar, og var en del af en straf, der ramte tre søfolk, der blev holdt som gidsler. Det skete som hævn, efter at kystvagten i Seychellerne dræbte en pirat, da det blev forsøgt at befri skibet Beluga Nomination.
Også EU advarer om, at piraterne er mere grusomme, når de er på jagt efter gidsler og løsepenge. Det skriver maritimedanmark.dk. Siden citerer EU-kilder for, at der har været flere eksempler på systematisk tortur af gidsler.