3F: Få gidslerne hjem nu
Pirater:
Seks søfolk fra dansk skib har et-års-jubilæum som gidsler i Somalia. Sagen er præget af stilstand og tavshed fra rederiet om forhandlinger med pirater. 3F kræver politisk hjælp.
Det danske skib Leopard blev kapret af pirater for et år siden. Billedet viser, at det skete voldsomt. Ruderne på kommandobroen er smadret. (Foto: NATO) Seks søfolk, der var ansat på det danske skib Leopard, holder et-års-jubilæum. Det sker med status som gidsler hos pirater i Somalia.
Rederiet Shipcraft, der ejer Leopard, har udsendt flere meldinger om, at der forhandles. Det oplyses, at man gør, hvad man kan. Men der er intet nyt om, hvilke udsigter der er for søfolkene.
Det får 3F til at efterlyse politisk handlekraft og ansvar fra det danske udenrigsministerium, så gidslerne kan komme hjem.
Ventetid løser intet
Henrik Berlau, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, kalder situationen utålelig. Han peger på, at en løsning er lagt i hænderne på Shipcraft, der selv har sendt sine sømænd ind i verdens farligste farvande. Og at rederiet oplyser, at det ikke har råd til at købe gidslerne fri og opfordrer piraterne til at stille realistiske krav.
- Rederiet og dets sikkerhedsfirma evner ikke at løse opgaven. De spekulerer åbenlyst i at lade tiden gå, fordi de vil opnå en billigere løsning. Det er helt uacceptabelt. Derfor må ministeriet tage over, så der tages hensyn til de søfarendes sikkerhed, siger Henrik Berlau.
Han peger på, at tiden også blev trukket i langdrag, da samme sikkerhedsfirma var involveret, imens fem danske søfolk var gidsler på Danica White i 2007.
Rederi: Tavshed er bedst
Shipcrafts hjemmeside er fuld af bekymrede ord. Direktør Claus Bech lover, at rederiet gør alt for at få søfolkene hjem fra ”deres grusomme fangenskab” hurtigst muligt. Det står i en meddelelse fra 4. juli. Her står desuden:
”Den intense mediedækning kan forhale forhandlingsprocessen. Og derved udsætte vores besætning for yderligere pres. Vi håber inderligt, at pressen af hensyn til vores kolleger vil respektere dette.
To af gidslerne er danske officerer. De sidste fire er filippinske sømænd. Daværende udenrigsminister Lene Espersen (K) oplyste til den filippinske sømandsorganisation Fildan, at de pårørende skulle kontakte myndighederne i Filippinerne, hvis de ville vide noget om sagen.