Fagbevægelsen frygter for dansk model

I løbet af de næste uger vil den såkaldte Laval-kommission præsentere sin rapport om konsekvenserne af to omdiskuterede domme fra EF-domstolen, og rapporten ventes med spænding i fagbevægelsens top.

Ugebrevet A4 har ringet til forbundsformændene for de syv største LO-forbund, og de er bekymrede over EF-domstolens domme i Laval- og Rüffert-sagerne, der begrænser muligheden for at kræve overenskomstmæssig løn til østarbejdere på job i højtløns-Europa.

Midt i deres nervøsitet over dommene sætter de faglige topfolk deres lid til, at Laval-kommissionen kan fremtrylle forslag, der både er politisk og juridisk holdbare.

Formand for HK/Danmark Kim Simonsen vurderer, at de seneste domme fra EF-domstolen ikke harmonerer med den danske model, der skal sikre ordentlige arbejdsvilkår og overholdelse af overenskomsterne.

”Det må vi prøve at gøre noget ved uden at gå på kompromis med de danske traditioner og aftalemodellen. Præcis det arbejde er Laval-udvalget i gang med nu. Hvis udvalget ikke kommer ordentligt ud af det, vil vi se flere virksomheder prøve at gøre det, som Laval har gjort. Og det vil blive opfattet negativt af de danske lønmodtagere,” siger Kim Simonsen.

Laval-kommissionens formand, Michael Christiansen, ventes at afsløre konturerne af en eventuel løsning på de problemer, EF-dommene har skabt, når han deltager i et offentligt møde om arbejdsretlige udfordringer i LO den 27. maj. Indtil da holder Laval-kommissionens medlemmer kortene tæt til kroppen.

Formand for Fagligt Fælles Forbund (3F), Poul Erik Skov Christensen, siger til ugebrevet, at han er alarmeret over de to domme.

”Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hvis vi ikke får en løsning på de problemer, som dommene har skabt, vil det betyde, at nogle af vores faglige tillidsrepræsentanter vil være negative i deres anbefalinger til deres kolleger. Og jeg er nok også selv blevet lidt mere skeptisk over for EU,” siger Poul Erik Skov Christensen.

Han understreger, at han ikke mener, at Danmark skal klare sig uden for EU, men det irriterer de ufaglærtes førstemand, at der sås tvivl om det velfungerende danske system.

Seks ud af syv forbundsformænd tror, at dommene kan påvirke lønmodtagernes holdning til EU-forbeholdene, som danskerne sandsynligvis skal stemme om inden udgangen af 2008. Blandt dem er 3F-formand Poul Erik Skov Christensen, der frygter, at en række faglige tillidsfolk meget aktivt vil koble dommene sammen med EU-forbeholdene. Og det ærgrer ham.

”Man bør holde det adskilt, men jeg tvivler på, at det kan lade sig gøre, for når danskerne diskuterer EU, blander vi det hele sammen i en pærevælling. Så dommene kan godt skabe forvirring hos lønmodtagerne,” siger 3F-formanden.

Formand for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, mener også, der er en risiko for, at nogle kritikere vil bruge dommene til at hetze mod EU i al almindelighed.

Læs hele artiklen på adressen http://www.ugebreveta4.dk/2008/200818/Baggrundoganalyse/FagbevaegelsensTopFrygterForDenDanskeModel.aspx