Lego siger tak med kæmpefest
8.000 ansatte inviteres til fest
Der er lagt op til kæmpefest på Lego, efter at legetøjsgiganten har gennemført sin syvårsstrategi "Shared vision". Røde tal og sorte udsigter er blevet erstattet af sorte tal og lyse udsigter for Lego. Og nu skal alle 8.000 ansatte rundt om i verden inviteres til fest.
- Det er gået bedre end forventet, og det skal fejres med en stor fest for vores godt 8.000 ansatte på Lego verden over i løbet af efteråret. Dog ikke på samme tid – af praktiske årsager, siger kommunikationschef Charlotte Simonsen.
Hun giver medarbejderne æren for det gode resultat.
Et hårdt slid
- De har trukket det store læs. Der har været svære tider, og det har været hårdt. Men det har været en god kamp, hvor medarbejderne har ydet en utrolig indsats, siger Charlotte Simonsen.
Fællestillidsrepræsentant Berit Flindt Pedersen synes, det er fint at fejre fremgangen med en fest.
- Alle har ydet en stor indsats. Det er godt for fællesskabet at fejre det, siger hun.