Masseledighed blandt københavnske murere

Der er 80 ledige murersvende i København. Breve fra fagforeningens jobformidling til 300 murermestre gav kun ét job - et paradoks, medgiver arbejdsgiverforeningen og Beskæftigelsesregionen

1. juni optalte a-kassen i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) godt 80 ledige murersvende. Det svarer til 6,1 procent af afdelingens a-kasseforsikrede. (Foto: Arkiv)1. juni optalte a-kassen i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) godt 80 ledige murersvende. Det svarer til 6,1 procent af afdelingens a-kasseforsikrede. (Foto: Arkiv)

Manglen på arbejdskraft inden for flere brancher er nu så stor, at det truer velfærd og opsving. Virksomhederne må sige nej til ordrer, fordi de ikke kan få hænder til at udføre arbejdet. Der er derfor brug for at gøre det endnu lettere at importere udenlandsk arbejdskraft.

Regeringen og arbejdsgiverorganisationerne er oppe i det skingre toneleje, når situationen på arbejdsmarkedet skal beskrives.

Murerne i København kan ikke genkende billedet. 1. juni optalte a-kassen i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) godt 80 ledige murersvende. Det svarer til 6,1 procent af afdelingens a-kasseforsikrede.

En ekstraordinær indsats for at få de ledige i arbejde har ikke givet resultat. A-kassens jobformidling har således i maj skrevet til samtlige 300 murermesterfirmaer i det storkøbenhavnske område, som afdelingen har overenskomst med. Her er det oplyst, at man er i stand til at formidle kvalificeret arbejdskraft så at sige fra dag til dag.

- Jeg må indrømme, at jeg er blevet negativt overrasket. Kun 10 svarede, og heraf var der kun ét firma, der havde behov for flere murere. Jeg havde regnet med, at ikke mindst mange af de mindre byggefirmaer havde behov for arbejdskraft men havde fået det indtryk, at den simpelthen ikke er til at få, siger Thomas Bentsen, der er leder af a-kassens formidlingsindsats.

Han oplyser, at de 80 ledige murere repræsenterer stort set alle årgange fra unge midt i 20'erne til dem, der er ved at nå efterlønsalder.

Forsøg på lønpres?

Ud over de 80 ledige er der i øjeblikket 60 murerlærlinge i skolepraktik. Det vil sige, at de ikke har kunnet få en læreplads hos en mester.

- Vi kan derfor ikke genkende billedet af en byggebranche, hvor det ikke er til at få en faglært murer, supplerer Søren Andersen, leder af BJMF's a-kasse.

- Forklaringen? Man kunne fristes til at tro, at der vælges udenlandsk arbejdskraft for derigennem at presse danske murere på lønnen. I hvert fald er der rigtigt mange tyske murersjak i byen - og vi har oplevet, at lønudviklingen er gået i stå, siger han.

I Dansk Byggeri erkender kontorchef Eva Kartholm, at det er et paradoks med så mange ledige københavnske murere.

Hun oplyser, at omkring hver tiende ledige bygningsarbejder sidder fast i ledighed og har været konstant ledig i tre år.

Brug for genopfriskningskursus

- Så det kan være, der er en del, som slet ikke hører hjemme i ledighedskøen og en del, som har brug for kompetenceafklaring og måske et par ugers genopfriskning på et AMU-kursus. Med hensyn til den udenlandske arbejdskraft, så er det da rigtigt, at danske murersvende nu oplever konkurrence fra tyske og polske murere, der generelt er dygtige og har god arbejdsmoral. Er der tale om begyndende afmatning, så fyrer man imidlertid ikke sine tyske eller polske sjak midt i arbejdsopgaverne for at ansætte ledige danske murere.

Eva Kartholm afviser, at danske murere vælges fra af økonomiske årsager.

- De udenlandske murere arbejder på dansk overenskomst og tjener det samme som danskere murere, siger hun.

I BJMF afviser man, at den store gruppe af ledige ikke reelt står til rådighed.

- Der er tale om en stor gruppe af velkvalificerede murersvende, både yngre og lidt op i årene og flere, der aldrig tidligere har været ledige på denne tid af året, siger Thomas Bentsen.

Mangel på arbejdskraft

Den københavnske murerledighed og byggefagforeningens indsats med at få flere i arbejde, stemmer heller ikke med det officielle Danmarks vurdering af ledighedssituationen.

Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland skriver i sin nyeste status vedrørende murere, at der "tværgående og strukturel mangel på arbejdskraft".

- Jeg kan godt forstå, hvis man synes, det ser mærkeligt ud, men beskæftigelsesregionen dækker hele Sjælland og Lolland-Falster, og der er rekrutteringsproblemer for eksempel i Roskilde, Helsingør og Næstved, siger regionsdirektør Jan Hendeliowitz.

- Vi har noteret os, at der faktisk er ledige bygningsarbejdere i Københavnsområdet og mangel ude på Sjælland. Jeg ved ikke, om københavnske murere er mindre tilbøjelige til at søge job længere væk og pendle, end deres sjællandske kolleger, som er vant til at køre langt efter arbejdet.

Han oplyser, at beskæftigelsesregionen taler med jobcentre, a-kasser og fagforeninger om at få formidlet den ledige arbejdskraft derhen, hvor behovet er til stede.

- For et paradoks, det er det - indrømmet, siger regionsdirektøren.

Thomas Bentsen oplyser, at a-kassen i sit brev til murermestrene ikke har skrevet et eneste ord om, at der skulle være tale om arbejde i København.

- Vi har skrevet til alle dem, vi har overenskomst med, og de arbejder bestemt ikke alle indenfor voldene, siger han.