Danmark skal forhindre Danish Crowns dumping
Søren Søndergaard og Folkebevægelsen mod EU mener, at Danish Crowns trusler understreger behov for enten nye EU-regler eller nationale beskyttelsesregler
Danmark skal lave aftaler, der sikrer mod underbetaling fa udlændinge mener Søren Søndergaard (N). (Foto: Scanpix) Danish Crowns utilslørede trusler om at ansætte udenlandsk arbejdskraft, hvis ikke de danske slagteriarbejdere accepterer at gå 20 procent ned i løn, bliver nu en del af valgkampen op til EU-parlamentsvalget 7. juni.
Det er Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, der kræver EU-reglerne ændret, så det bliver muligt at forhindre, at fattige arbejdere fra Østeuropa bruges til at underminere danske løn- og arbejdsvilkår.
- Eksemplet understreger, at der er brug for en social protokol, som giver det enkelte land ret til at tage sociale hensyn, hvis der er modstrid mellem det indre marked og for eksempel beskyttelse af lønmodtagerrettigheder. Det kræver en traktatændring og enighed i alle lande, og det kræver igen mobilisering af arbejderklassen i alle 27 medlemslande, siger Søren Søndergaard, der tidligere i parlamentet har arbejdet for en social protokol som værn mod social dumping.
Han erkender dog, at en social protokol – som han kalder den bedste løsning fordi den vil omfatte alle lande - kan have lange udsigter. Derfor foreslår han, at Danmark og andre lande, der mærker social dumping som følge af billig udenlandsk arbejdskraft, gennemfører hvad han kalder nationale solidaritetsaftaler – lidt i karakter med den netop udfasede danske Østaftale.
- Det skal være muligt for de enkelte lande at sikre sig mod social dumping. Danmark skal således kunne kræve, at arbejde i Danmark skal foregå på overenskomstmæssige vilkår, siger han.
I strid med EU-reglerne
Søren Søndergaard er helt på det rene med, at sådanne aftaler er i strid med EU-reglerne.
- Men hvis andre lande laver tilsvarende regler, så er det muligt at udfordre EU-systemet og gennemføre det. Det kunne være Sverige, Tyskland og Luxembourg, som også oplever, at underbetalt udenlandsk arbejdskraft påfører egen arbejdskraft urimelig konkurrence.
- Men det kræver mod at udfordre EU-systemet, og det kræver, at vi ikke står alene, og at kravet også rejses i forbindelse med valgkampen i andre lande, siger han.
Søren Søndergaard frygter, at det, han kalder ”EU's indre fattigdomsmarked” udvikler nationalisme og racisme på danske arbejdspladser.
- Jeg frygter simpelthen konflikter og slagsmål på danske arbejdspladser mellem danske arbejdere og udlændinge, som presser løn- og arbejdsforhold. De danske politikere, der har været med til at skabe det indre marked uden at tænke på konsekvenserne, har en forpligtelse til at forhindre en sådan udvikling, siger han.