Misbrug af aktivering lander hos Støjberg
Beskæftigelsesminsteren skal forklare Folketinget, hvordan hun vil stoppe misbrug af virksomhedspraktik, som også Dansk Byggeri tager afstand fra.
30-årige Henrik Millot fortalte forleden til Nyhedsbrevet 3F, hvordan har blev sendt i aktivering som tagdækker og dermed gik som gratis arbejdskraft. (Foto: Harry Nielsen) Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) skal efter sommerferien svare på, hvad hun vil gøre for at stoppe misbruget af virksomhedspraktik. Det er SF's arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, der har kaldt ministeren i samråd.
Det sker efter, at Nyhedsbrevet 3F har fortalt om eksempler på en tagdækker og en murer, som blev sendt i virksomhedspraktik som henholdsvis tagdækker og murer.
- Det kan jo ikke være rigtigt, at en meget erfaren murer skal i praktik som murer. Sagen er helt grotesk. Som ledig skal man ikke være gratis arbejdskraft, siger Eigil Andersen.
Det bliver formentlig i august, at Støjberg skal svare på, hvilke initiativer hun vil tage for at undgå, at eksempelvis en erfaren murer sendes i ulønnet praktik i fire uger i det fag, han i forvejen kender ud og ind.
Går ud over konkurrencen
Også arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri tager klart afstand fra misbrug af virksomhedspratik. Et fænomen, som Dansk Byggeri er bekendt med.
- Det er klart, at virksomhedspraktik skal bruges efter reglerne. I disse tilfælde har anvendelsen været åbenlys forkert. Og det er selvføgelig uhensigtsmæssigt, siger afdelingschef i Dansk Byggeri, Louise Pihl.
Hun er også bekymret over konkurrenceaspektet. Virksomhedspraktik må nemlig heller ikke være konkurrenceforvridende.
- Det er noget, som Arbejdsmarkedsstyrelsen må samle op på, så vi kan få at vide, hvilken redskabssammensætning, der er overfor de ledige. Så må Beskæftigelsesregionerne indskærpe overfor jobcentrene, at de skal følge reglerne, siger afdelingschefen.
Lugter af gratis arbejdskraft
Også Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen vil have stoppet misbruget.
- Virksomhedspraktik er lavet for, at ledige kan prøve sig selv af i en ny branche, eller for dem, der ikke kan få ordinært arbejde. Det har aldrig været meningen at en murer med 35 års erfaring skal i praktik som murer. Det er misbrug og lugter af gratis arbejdskraft, siger Torben Hansen.
Han mener, det er jobcentrene, der skal sørge for, at reglerne bliver overholdt.
- Det her skal ikke være et gratis tag-selv-bord for arbejdsgiverne, fastslår han.