AE Rådet: Store forskelle på gevinster
Det ville have givet en større effekt at sænke top- og mellemskattegrænsen yderligere, mener AE Rådet.
Der kan blive meget stor forskel på den økonomiske gevinst, du kan opnå i forhold til din nabo. Det forudser AE Rådet, efter regeringen har fremlagt sit udspil til en skattereform.
"Efter vores opfattelse bruges der i regeringens skatteoplæg alt for meget energi på at sænke den øverste marginalskat. Det betyder, at de danskere, der tjener allermest, får den største gevinst, mens mange almindelige lønmodtagere intet vinder på, at topskattesatsen sættes ned," siger AE Rådets direktør, Lars Andersen.
Beregninger fra AE Rådet viser, at sænkede man i stedet grænsen for mellem- og topskat yderligere, så ville det betyde langt større skattefordele for politifolk, sygeplejersker og metalarbejdere.
"Det ville give regeringens skatteudspil en pænere social profil og samtidig være mere målrettet i forhold til at få flere til at arbejde mere," siger Lars Andersen.
AE Rådet kritiserer, at regeringen udvander Skattekommissionens forslag om et lavere rentefradrag men til gengæld fastholder skattefriheden for sundhedsforsikringer. Lars Andersen mener, en sænkning af rentefradraget ville have givet bedre muligheder for lavere skat på arbejde.