Tusindvis af chanceløse unge på tekniske skoler
Flere tekniske skoler oplever elever med psykiske problemer og misbrug. Op mod 6.000 unge på erhvervsuddannelserne er så sårbare og belastede, at de aldrig skulle være startet.
5-10 procent af de unge er så sårbare og belastede, at de aldrig skulle være startet direkte på en erhvervsuddannelse, mener Jan Hjort, formand for Dansk Teknisk Lærerforening.
- Mit bud er, at 5-10 procent af en ungdomsårgang - svarende til op imod 6.000 personer - ikke har en chance for at gennemføre, fordi de er for svage socialt og fagligt, siger han.
I stedet foreslår Jan Hjort, at skolerne giver udsatte unge 14 dages kompetenceafklaring, med mulighed for at visitere andre steder hen.
- For eksempel til socialpædagogisk behandling, produktionsskole, 10. klasse eller til den to-årige erhvervsgrunduddannelse, siger han.
Skoler: Flere er belastede
Flere erhvervsskoler landet over mærker, at der er flere belastede elever, men har ikke opgjort det præcise antal.
* Københavns Tekniske skole: Produktudviklingschef Tøger Kyvsgaard oplever, at en voksende gruppe af unge ikke er i stand til at gå i gang med grundforløbet.
- De mangler sociale og faglige forudsætninger og kan have psykiske eller adfærdsmæssige problemer. De har behov for et længere tilløb, siger han.
* Erhvervsuddannelsescenter Midt i Viborg - Mercantech: - Vi har også et stigende antal unge med store faglige og sociale problemer, oplyser uddannelseschef Mette Selchau.
* Århus Tekniske Skole: Her vurderer uddannelseschef Ib Kronborg, at 5-10 procent af eleverne slås med store problemer som psykiske problemer eller misbrug.
Fælles for skolerne er, at de med en lang række tiltag forsøger at hjælpe de unge igennem.
- Men opgaven bliver sværere og sværere, siger Ib Kronborg.