Ejer af gravsted presset af Københavns Kommune
Pårørende føler sig narret til at ansøge om flytning af familiegravsted på Assistens Kirkegaard for at gøre plads til ny metro.
Sagen på Nordre Kirkegård i Randers, hvor 3F har protesteret mod at kirkegårdansatte skal flytte et lig begravet for to måneder siden, er den tredje sag på to måneder af den type. (Arkivfoto: Jens Otto Emmich) Ejeren af familiegravsted, der skulle flyttes for at gøre plads til metroudvidelsen på Assistens Kirkegård, føler sig narret til at ansøge om gravflytning af embedsmand i Center for Kirkegårde under Københavns Kommune.
- Jeg er ikke skuffet, jeg er ikke vred, jeg er hoppende rasende over, at man ikke kan stole på en offentligt ansat embedsmand, siger ejeren, som 3F har talt med, men som ikke ønsker sit navn frem.
Han og hans to søskende har trukket ansøgningen tilbage. Biskop i Københavns Stift Erik Norman Svendsen, der har myndighed til at tillade gravflytning inden for fredningsperioden, har i går meddelt Københavns Kommune, at graven bliver liggende, og metrobyggeriet må fortsætte med hensyntagen til den og en anden nyere grav, hvor de pårørende heller ikke vil have den flyttet.
Gravkøerne stod parat
Ansøgningen fra familien 2. marts i år er skrevet på brevpapir fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, og selvom det er underskrevet af den pårørende står der, at "tilladelsen snarest muligt" skal sendes til en navngiven embedsmand på Center for Kirkegårde, som man også skal kontaktes, hvis der er tvivlsspørgsmål.
Ifølge brevet til biskoppen fra den pårørende fremgår det, at han fik oplyst af samme embedsmand i starten af året, at sagen var afgjort, familien skulle blot vælge et nyt gravsted og med underskift bekræfte, at de havde set papiret. Det hastede meget, for gravkøerne ville flytte gravstedet med indhold i april.
Det undrede derfor den pårørende, at der stod "ansøgning" på papiret, familien fik tilsendt til underskrivelse, og at sagen ikke blev afgjort i løbet af 2-3 dage, som embedsmanden havde oplyst.
Trak ansøgning tilbage
- I maj fik jeg pludselig et brev fra en chef på Center fra Kirkegårde. Her advarede han mig om, at jeg risikerede at blive kontaktet af fjernsynet, og fortalte, at hans ansatte havde fået mundkurv på i sagen. Det undrede mig virkelig, og så gik det op for min familie, hvad det var for en sag, vi var blandet ind i, siger ejeren af familiegravstedet. Han kontaktede derefter bispekontoret og blev klar over, at papiret, han havde underskrevet, blev betragtet som en ansøgning og trak den skriftligt tilbage samme dag.
Centerchefen i Teknik og Miljøforvaltningen, Torben Glesborg, er den eneste i Københavns Kommune, der udtaler sig om flytningen af gravene på Assistens Kirkegård. Han siger, at det altid er beklageligt, når en borger føler sig dårligt behandlet.
- Vi har derfor undersøgt sagen i forvaltningen og kan ikke genkende den fremlægning af sagen, der fremgår af brevene fra biskop Erik Norman Svendsen. Men vi tager sagen til efterretning, siger Torben Glesborg.